Nicolai Bentsen er scenetekniker og fællestilidsmand for 3F ´erne på Det Kongelige Teater. Han er født på vestegnen - helt nøjagtigt i Rødovre, men har boet det meste af sit liv i København.
Nicolai Bentsen er far til et barn med autisme, og én til der er lige så unormal som alle andre. Han skriver om fællesskaber og fortællinger mellem mennesker. På arbejdspladser og på fodboldstadions, men aldrig ud fra fokusgrupper. Der vil både være indlæg præget af håbløs nostalgi, samt nye udviklinger og tendenser så længe, at disse foregår i øjenhøjde. Samfundsforhold, overenskomstforhold og alle livets besværlige forhold.
DEN ANDEN dag læste jeg en artikel med overskriften ”Danskerne overhaler reformer indenom”. Vi bliver gennemsnitligt tre år længere på arbejdsmarkedet, og det før tilbagetrækningsreformerne burde virke. Det er ingen overraskelse. Tværtimod flugter det præcis forudsigelserne fra A-kasserne, fagforeningerne og de tusindvis af tillidsfolk som dagligt har førstehåndskendskab til danskernes arbejdsliv, før man begyndte implementeringen af Europas højeste tilbagetrækningsalder. Jeg kom i tanke om noget.
Mine gamle kollegaer John og Jørgen hang altid sammen. En pakkeløsning. De var altid sammen på job, og de holdte alle pauser sammen. De fleste arbejdsrelaterede aktiviteter ankom de til i fællesskab, og oftest forlod de dem sammen igen. Var det et socialt arrangement, behøvedes der kun én tilmelding. De hang sammen som ærtehalm.
Derfor virkede det også fuldstændig normalt, at de forlangte at holde deres samtale om fremtiden med ledelsen og mig sammen. Men det var usædvanligt, og emnet var ellers alvorligt nok og stærkt personligt. Et tilbud om en fratrædelsesordning indeholdende en klækkelig bonus.
SOM ALTID i forbindelse med store besparelsesrunder, er den slags tilbud af den sicilianske variant. Det mere end lå i luften, at såfremt vi som tillidsfolk ikke kunne finde det fornødne antal årsværk på frivillig basis, ville der blive indledt en helt anden type samtale med nogenlunde den samme personkreds. Altså dem lige omkring de 60 år.
John og Jørgen adskilte sig ikke væsentligt fra de øvrige kollegaer, vi skulle tale med. Alle havde de en håndværksmæssig baggrund, eller også var de ufaglærte. Det er efterhånden 20 år siden, hvorfor der foruden de almindelige håndværk var et par kollegaer med en fortid, der i dag vil klinge eksotisk. Saddelmager, møllebygger, sømand, værktøjsmager, bådebygger og selvfølgelig en del med breddebetegnelsen arbejdsmand. Der var dog ikke meget strandfest over deres liv i arbejdsmæssig forstand. De havde alle lavet noget siden de var børn, startet på arbejdsmarkedet før de var fyldt 15 år og betalt skat og fagforening hele deres liv.
Jeg havde forberedt dem på det tilbud, vi havde forhandlet os frem til med ledelsen og fremfor alt antydet alternativet til en aftrædelsesordning. Det var første gang jeg som tillidsvalgt skulle deltage i en større besparelsesrunde. Jeg har prøvet det mange gange siden. Dengang tænkte jeg, at det da var oplagt, at de gamle tog én for holdet i stedet for at yngre kollegaer skulle afskediges. De havde for fanden knoklet hele livet, og hvad betød det egentlig om de skulle stoppe som 61 eller 63-årige?
JOHN OG Jørgen var som altid klædt i arbejdstøj. Den slags hvor det dingler og rasler fra siden på grund af et kæmpe nøglebundt med dertilhørende øloplukker. De var ikke direkte imponeret over den tekniske direktørs indledende fraser. Men De havde forberedt sig, og som altid truffet en fælles beslutning.
”Vi vil gerne tage imod tilbuddet, men selve fratrædelsesdatoen skal forlænges med 2 måneder!”
Det var ikke en mulighed for ledelsen. De havde i deres optik allerede strukket sig rigeligt i forhandlingerne med tillidsfolkene. Tilbuddet var ikke til individuel forhandling. Det blev gjort klart. ”Så siger vi op!”
Inden vi havde set os om, var John og Jørgen smuttet….med mig lige i røven. Jeg prøvede at gøre dem klart, at det virkelig var dårlig handel, de var i færd med. Ikke bare gik de glip af en bonus på over 100.000 kroner, men hvis de selv sagde op, lå deres sidste arbejdsdag tilmed længe før den dato, ledelsen tilbød. De sagde det pænt og med lidt flere ord. Men kogt ned var deres budskab ”det vil vi skide på – vi bestemmer selv hvornår vi stopper!”.
DER VAR mange ubehagelige samtaler med granvoksne mænd med tårer i øjnene det år. Nogle tryglede om at kunne blive bare et år ekstra, andre mente det passede. Kroppen var ved at sige fra. Nogle år senere lavede jeg en aftale for en kollega ved en anden besparelsesrunde. Han ville konvertere sin fratrædelsesgodtgørelse på tre måneders løn til at komme på arbejde i stedet for. Denne gang blev jeg ikke overrasket.
Enhver tillidsmand, der har deltaget i besparelsesrunder, ved det. Der er ikke noget danskerne går mere op i end at have et arbejde og selv bestemme, hvornår de forlader det! Danskerne bliver længe på arbejdsmarkedet, hvis der er jobs og et godt arbejdsmiljø. Så simpelt er det.
Vi har indført en unødvendig og barsk reform, som vi endnu ikke kender de negative konsekvenser af. Taberne er dem som fortsat har brug for en rimelig og værdig tilbagetrækningsmulighed. Der vil naturligvis fortsat være jobs, man kun kan klare i 40-45 år, og man behøver ikke tage til det vilde vesten for at spotte dem. Bare tag en tur ud i vores daginstitutioner eller på vores byggepladser. Og hvorfor skal dem, som har slidt mest, egentlig straffes hårdest? Når vi engang skal reparere på denne reform, for det kommer vi til, skulle vi måske lytte til andre end de mest sortseende økonomer.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.