Nabil Fahmy, der tidligere har været Egyptens ambassadør i USA, har efter eget udsagn accepteret udnævnelsen til landets midlertidige udenrigsminister.
Dermed har den midlertidige premierminister, Hazem el-Beblawi, fået besat endnu en post i den midlertidige regering, der skal lede landet hen mod et nyt valg om cirka et halvt år.
Dermed følger den midlertidige regering den køreplan, som det egyptiske militær sammen med landets midlertidige præsident, højesteretsdommeren Adly Mansour, har udstukket.
Ud over at love egypterne et valg om et halvt år, hvor de skal vælge en efterfølger for den afsatte præsident Mohamed Mursi, indeholder køreplanen også et mål om at landet skal have en ny forfatning, som skal godkendes ved en folkeafstemning.
Den kontroversielle forfatning, som eks-præsident Mursi fik hastet igennem i december sidste år, skal ændres inden for de næste fire og en halv måned. Ifølge Mansour skal et bredt panel udforme den nye forfatning.
Mursis forfatning blev suspenderet den 3. juli, da Egyptens militær væltede præsidenten fra magten efter massive protester mod hans styre.
I dannelsen af den midlertidige regering er Det Muslimske Broderskab, som støtter Mursi, også blevet tilbudt ministerposter. Men det afviste broderskabet allerede at tage imod 10. juli.
- Vi forhandler ikke med kupmagere. Vi afviser alt det, der kommer fra det kup, sagde talsmanden Tareq al-Morsi ifølge nyhedsbureauet AFP.
/ritzau/Reuters