Af Jens Fuglsang Edelholt | debatredaktør på Nyhedsavisen, ryger

Hvis man forbød pædagoger at ryge børn lige ned i hovedet, ville nogen mon så hævde, at det var uliberalt eller et indgreb i den personlige frihed ? Nej vel?

Det er åbenlyst, at ens personlige frihed – der som bekendt slutter, der hvor andres starter – ikke rækker så vidt som til at tage livet af andre med en dårlig vane. Ligesom vi regulerer trafikken med en række regler for i videst muligt omfang at undgå at tage livet af hinanden, så må vi selvfølgelig også regulere andre dele af det offentlige rum.

Mens detaljerne i loven altid kan diskuteres, så er der er ingen tvivl om, at det er blevet sværere at være ryger. Det drejer sig om ynkelige mennesker, der på linje med overvægtige ikke kan styre deres dårlige vaner, synes den offentlige, mentale gabestok at konkludere. At tiderne skifter, må man som ryger lære at leve med. Engang troede man, at røg kunne kurere sygdomme – i dag ved vi, at den skaber dem både for rygerne og sidemanden.

Det anslås, at 2.000 danskere hvert år dør af passiv rygning. Det har de selvfølgelig ikke fortjent. De har ikke valgt røgen til. Og derfor er det helt naturligt, at politikere nu sætter grænser for, hvor meget man kan genere andre.

I Irland har man i længere tid haft en lovgivning, der ligner den, der træder i kraft hos os i dag. Undersøgelser har vist, at over 90 procent af befolkningen – både rygere og ikkerygere – er tilfredse. Mon ikke vi lander nogenlunde det samme sted?