Det er rent ud sagt pinligt at læse sig gennem den tale, som Helle Thorning-Schmidt holdt under Folketingets afslutningsdebat: En sludder for en sladder – kedsommeligt.
Der kom ikke en eneste ny tanke fra den partiformand, som så gerne vil være landets kommende statsminister. Intet. Det mest konkrete bestod i to luftige løfter – dels om et katalog over velfærdsrettigheder, dels om et bedre sundhedsvæsen. Resten var den rituelle kritik af VK-regeringen, som i Thorning-Schmidts optik har ført landet ud i dyb krise.
Helt ærligt: Det er altså deprimerende, at lederen af oppositionen er helt uden visioner, helt uden et politisk projekt, helt uden drømme om et bedre samfund, helt uden evne til at skabe håb. De to år, der er gået, siden Thorning-Schmidt under stor festivitas blev valgt som socialdemokratisk formand, er simpelthen spildte.
Der er enorme problemstillinger, som Socialdemokraterne kunne vælge at tage fat på – og komme med nye svar på løsninger af: Hvad med et bud på, hvordan de 800.000 voksne danskere, som er uden for arbejdsmarkedet, kan blive en del af samfundet? Hvad med en vision om, hvordan vi hindrer, at anonyme kapitalfonde kommer til at bestemme stadig mere? Hvad med en dristig plan om, hvordan vi modvirker den globale opvarmning? Hvad med en samlet plan for dansk udenrigspolitik? Hvad med innovative tanker om, hvordan vi kan få en bedre offentlig service uden bare at poste flere skattepenge i den?
De seneste tre statsministre, som Danmark har haft, har alle kæmpet sig til magten gennem hårdt arbejde og klart politisk lederskab. Poul Schlüter (K) kom til i 1982 med en fremragende plan for økonomisk genopretning. Poul Nyrup Rasmussen (S) fik magten i 1993 på en strålende plan for at få bugt med arbejdsløsheden. Anders Fogh Rasmussen (V) vandt valget i 2001 på sit revolutionære skattestop. Ingen af dem kom let til magten.
Det bekymrende ved Thorning-Schmidt og den øvrige socialdemokratiske ledelse er jo netop ikke deres politik – det er simpelthen fraværet af politik. Det er, som om Helle & co. tror, at det hele kan klares med nogle smarte slogans. Den manglende lyst til at sige, hvad de mener – hvis de da mener noget – er partiets allerværste fjende. Den socialdemokratiske drøm synes nemlig at være, at Fogh begår en stribe af fejl, så VK-regeringen falder af sig selv.
Et godt råd til Socialdemokraterne må være at bruge sommeren på hårdt arbejde – på at udvikle en politisk idé, på at omdanne idéen til et program og endelig at finde på et slogan. Det er den rækkefølge, man laver politik i – og ikke den omvendte.