Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er godt klar over, at ikke alle var lige begejstrede for hendes 1. maj-tale i Fælledparken i København. Men de allerfleste tog godt imod den, mente hun.
- Talen blev modtaget rigtig godt af nogle. Men jeg tror også, at der var nogle ovre i det ene hjørne, som ikke kunne lide den, siger Helle Thorning-Schmidt, der selv mener, at det vigtigste budskab i talen handler om arbejdsløsheden blandt de unge.
- Det vigtigste er, at vi vil have alle de unge med, at vi ikke svigter de unge, som de blev svigtet i 1980'erne, dengang jeg selv var ung.
- At vi vil sikre, at der skabes fremdrift, og det skal være en holdbar fremdrift, der holder lang tid. Derfor skal vi i gang med reformer nu. Jeg vil sikre, at næste generation har de samme velstandsmuligheder, velfærdsmuligheder, som vi har haft.
For Helle Thorning-Schmidt er det helt specielt at holde 1. maj, når man sidder på regeringsmagten.
- Det er en god dag. Alle, der er mødt i dag, er rigtig glade, for vi kan alle mærke, at der er noget specielt ved at holde 1. maj som regeringsparti. Og der er noget specielt over at have fået mulighed for at tage fat og tage et ansvar, siger hun.
Hun roste i sin 1. maj-tale de danske lønmodtageres vilje til at holde igen i de private overenskomstforhandlinger.
For vi skal forvente mindre end vi plejer og forlange mere af hinanden, end vi gjorde, lød det fra statsministeren.
Statsministeren tegnede i sin tale et billede af en dansk økonomi, der fortsat er stram, og en regering, der arbejder med at "bringe Danmark videre efter 10 år med VKO".
- Der var nogen, som påstod, at der var sat to streger under regnestykket. Der er også nogen, som tror på julemanden, siger Thorning.
Thorning sluttede med at fastslå, at regeringen ikke vil være i mål med sine planer til 1. maj næste år.
- Langt fra. Men vi er et skridt tættere på et mere fair Danmark. Og vi er kommet nærmere på et Danmark, der igen er i arbejde, lovede hun.