Thorbjørn Olesen får svært ved at gøre sig gældende i topstriden ved The Open - også kendt som British Open - efter en elendig åbningsdag torsdag.
Den danske golfspiller gik første runde i 78 slag, hvilket er syv over banens par.
Olesen åbnede med en bogey på første hul, og så var stilen lagt for det 23-årige danske golftalent. Igen på fjerde hul lavede han en bogey og fulgte op med en dobbeltbogey på femte hul.
Det blev til yderligere fire bogeyer og en enkelt birdie for Olesen, der indtager en placering langt tilbage i feltet.
Veteranen Thomas Bjørn klarede sig nogenlunde, selv om der også er plads til forbedringer hos ham. Bjørn blev noteret for 73 slag på åbningsdagen.
Klokken 20 har flere spillere endnu ikke færdigspillet første runde.
/ritzau/