Rafael Nadal og Roger Federer regerede næsten egenhændigt gennem en årrække i tennis, før Andy Murray og Novak Djokovic viste sig stærke nok til først at blande sig og siden overtage tronen på herresiden.
Med skadesproblemer hos både Nadal og Federer havde de færreste formentlig forventet endnu en stor finale mellem de to ikoner, der i tennissammenhæng med en alder på henholdsvis 30 og 35 år har lagt sine bedste år bag sig.
Men søndag får tennisfans et nyt - og måske sidste - kapitel, når de to stjernespillere tørner sammen i Australian Open-finalen.
Den tidligere verdensetter Mats Wilander sammenligner "Fedal" - en sammentrækning af de to spilleres navne, der bruges som betegnelsen for deres indbyrdes møder - med en Rolling Stones-koncert.
- Vi har været uden dem i de seneste store turneringer, og jeg må indrømme, at jeg ikke savnede dem så meget. Men nu da de er tilbage - wow - de giver så meget. De får det til at se så nemt ud.
- Det er som at se en Rolling Stones-koncert hver aften. For mig er det ubeskriveligt, siger Mats Wilander.
Spillernes konkurrenter på ATP Touren ser også frem til mødet mellem de to spillere.
- Spændt sikkerhedsbælterne - Rafa mod Roger er endelig tilbage, skriver Juan Mónaco, verdensranglistens nummer 64, på Twitter.
- FEDAL, FEDAL, FEDAL, FEDAL!!!!, skrev det norske stortalent Casper Ruud på samme medie, efter Nadal spillede sig i finalen.
Den tidligere topspiller James Blake kommer også til at sidde klistret til skærmen for at se braget.
- En sidste kamp eller er der mere at komme efter? To af de bedste spillere og ambassadører for sporten, skriver han på Twitter.
Chris Kermode, der er formand for ATP Touren, kalder Nadal og Federer for de mest betydningsfulde spillere i moderne tennis.
- Det er to af de mest ikoniske spillere i vores sport.
- Det er svært at vide, hvor meget af fremgangen i vores sport gennem de seneste 15 år, som kan tilskrives dem, men deres betydning har været enorm, skriver han i en mail til Reuters.
Søndagens finale i Melbourne begynder cirka klokken 9.30 dansk tid.
/ritzau/