De tre mænd på henholdsvis 21, 23 og 23 år blev anholdt af Fyns Politi tidligere i dag tirsdag den 23. juni.
Alle tre mænd er sigtet for i april at have foretaget frihedsberøvelse, kvalificeret vold, voldtægt under skærpende omstændigheder ved andet seksuelt forhold end samleje samt for at udbrede seksuelt materiale af mindreårige. Endelig er de også sigtet for at efterlade forurettede i hjælpeløs tilstand, delvist afklædt og bundet.
Den forurettede er en 16-årig mand fra Odense.
Det er politiets opfattelse, at hændelsen i april har været en del af den verserende konflikt mellem to bandegrupperinger i Odense.
I forbindelse med dagens anholdelser er der foretaget ransagninger flere steder i Odense. De tre mænd bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense klokken 13.00 i dag den 23. juni, hvor der vil blive begæret lukkede døre.