På Danmarks højest specialiserede hospital arbejder Lotte Mørk med døden som en daglig følgesvend. Hun er én af fire præster på Rigshospitalet, hvor de mest komplicerede sygdomsforløb behandles, og hvor pårørende og patienter ofte står midt i livets sværeste stunder.
Hospitalet rummer afdelinger for kræft, hjertesygdomme og børn, men også et stort antal intensivpladser og en traumeafdeling, hvor de hårdest kvæstede patienter ankommer.
- Her er både mange intensivafdelinger og en traumeafdeling. Det er her, ulykkerne kommer ind. Patienter med livstruende skader, indre blødninger eller hjerneskader. Det er ret unge mennesker - mellem 15 og 60, typisk. Og børn, fortæller Lotte Mørk til Kræftens Bekæmpelse.
For mange forbindes præsten med sidste olie og dødslejet. Men hospitalspræstens hverdag handler først og fremmest om noget andet: at tale med mennesker, der pludselig er kastet ud i en eksistentiel krise.
- Min arbejdsdag er virkelig alsidig. Men kerneopgaven er jo sjælesorg. Altså samtalerne med patienter og deres nærmeste, siger hun.
At arbejde så tæt på lidelse og afmagt kunne let blive en byrde. Men gennem årene har Lotte Mørk fundet en form for fodfæste midt i det hele.
- Jeg har lært, at man godt kan holde til at være i håbløsheden, siger hun.