To af de bedste tennisspillere i verden Rafael Nadal og Novak Djokovic er videre til tredje runde af tennisturneringen Italian Open i Rom.
Den 16-foldige grand slam-vinder Rafael Nadal skulle onsdag bruge en time på at vinde over bosniske Damir Dzumhur med cifrene 6-1, 6-0.
Nadal ligger nummer to på verdensranglisten, efter han måtte overlade førstepladsen til Roger Federer, da Nadal fredag i sidste uge løb ind i et nederlag efter 21 sejre på stribe.
Det skete, da østrigske Dominic Thiem slog Nadal ud af kvartfinalen i Madrid Masters.
Nadal undgår dog at støde ind i sin overmand fra Madrid Masters, da Thiem blev sendt ud af anden runde i Rom.
Nadal skal møde enten canadiske Denis Shapovalov eller hollandske Robin Haase i tredje runde af Italian Open.
Serbiske Novak Djokovic er også videre til tredje runde, efter han i to sæt besejrede georgiske Nikoloz Basilashvili med 6-4, 6-2.
Den tidligere verdensetter ligger helt nede som nummer 18 på verdensranglisten, efter han er blevet slået ud af seks af de 12 turneringer, han har deltaget i år.
Djokovic skal i tredje runde møde spanske Albert Ramos-Vinolas.
/ritzau/