De to tennisspillere Alizé Cornet og Lauren Davis forlod begge banen i en kørestol efter en kamp i tredje runde af WTA-turneringen i Miami.
Franske Cornet måtte bruge næsten to og en halv time på at sikre sig sejren på 2-6, 6-3 og 6-2 over sin amerikanske modstander. Sveden haglede af begge spillere på grund af varmen og luftfugtigheden i det sydlige Florida.
Cornet lagde sig efter kampen på banen, mens hun blev tilset af lægepersonale, der lidt senere kørte hende væk i en kørestol. Senere er det kommet frem, at franskmanden havde fået et hedeslag.
Lauren Davis var så udmattet efter nederlaget, at hun ligesom Cornet blev kørt væk fra banen i en kørestol.
Alizé Cornet er nu klar til fjerde runde i den store turnering i Miami, hvor næste modstander er italienske Roberta Vinci.
Danske Caroline Wozniacki deltog også i turneringen, men den tidligere verdensetter måtte forlade Miami efter et nederlag i tredje runde til spanske Garbine Muguruza, der er nummer 73 på verdensranglisten.
/ritzau/