Det koster nu Telenor 10.000 kroner at have sendt reklamer til en mand, der havde skrevet sig på den såkaldte Robinsonliste.
For står man på den, må firmaer og organisationer ikke henvende sig til dig med adresserede reklamer, breve og e-mails. Og de må heller ikke ringe til dig.
Det var en mand, der havde stået på listen i 10 år, der fik adresseret reklame tilsendt fra teleselskabet Telenor. Han gik til Forbrugerombudsmanden, der meldte Telenor til politiet.
- Virksomheder skal respektere forbrugernes ret til at frabede sig reklamer. Og det er virksomhedernes eget ansvar at holde styr på, hvem de må sende reklamer til, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe om sagen.
I forbindelse med anmeldelsen beklagede Telenor, at den pågældende har fået reklamer, og at man ikke havde levet op til de krav, der skal sikre, at folk på Robinsonlisten ikke får markedsføring fra selskabet.
Sagen fik Telenor til at stramme op, så folk på listen ikke længere får tilsendt markedsføring.
Den pågældende mand klagede i december sidste år til Forbrugerombudsmanden, fordi han blev ved med at få markedsføringsbreve fra teleselskabet. Samtidig kunne han dokumentere, at han to gange havde skrevet til teleselskabet og frabedt sig reklamer.
Forbrugerombudsmanden har kaldt teleselskabets fremgangsmåde "aggressiv, fordi teleselskabet trods forbrugerens protest vedblev at sende markedsføring".
/ritzau/