DET ER ikke kun teenagerne, der skal have den lettere nedsættende etikette hængende på sig.
Det gælder også mig selv, Taxamanden:
Jeg er ”UNDER OMBYGNING”.
Det har været svært at acceptere det. I første omgang holdt jeg igen efter klar påvirkning af min mor, den tidligere sygeplejerske og plejehjemsforstander. Hun nærmest forbød mig at bruge begrebet ”de gamle”, fordi det var med til at sætte mennesker ”oppe i årene” i bås som først og fremmest repræsentanter for mennesker levende tæt på livets afslutning. Så den legitime betegnelse blev lige fra min barndom – ”de ældre”.
Men selv denne ordrensning i en slags velment politisk korrekthed fjerner jo ikke fordommene om de gamle. For årtier siden var der den folkekære film ”STØVSUGERBANDEN” om en gruppe gigtplagede gamlinges geniale plan om det fuldbyrdede kup, der skulle skaffe dem rigdom i deres livs sidste år.
Og stereotypierne lever videre. Når Danmark for første gang får en ældreminister, er alibiet det gode menneske Thyra Frank, leder af Danmarks vel nok mest omtalte plejehjem 'Lotte'. Og fuld respekt for det i en tid, hvor vi serverer ulækre pølseretter med grønlangkål for vore pensionister. Eller endnu værre – sender plastikfolie-indpakket, såkaldt langtidsholdbar pålægsmad ud til de medborgere, der i den grad har lagt grunden til det velfærdssamfund, som vi bryster os af.
MEN HELE konceptet med at ældreministeren primært skal tage sig af emner som pleje, demens, forebyggelse hjælp og støtte (alle begreber taget fra ældreministeriets nye hjemmeside) – fortsætter dette billede af ældrelivet som sidste station, inden der slukkes for kontakten.
Men vi lever altså et liv.
Arbejder. Elsker. Er online!
Jeg erkender, at det med at blive ældre både har sit eget vemod og er en udfordring for det forfængelige menneske. Da jeg forlod chefjobbet i DR, var det jo også et udtryk for, at jeg reelt var tæt på sidste salgsdato i min branche.
Jeg var godt nok gennemdigitaliseret og brugte faktisk begrebet DISRUPTION (fuck det udtrådte og propagandistiske begreb en gang for alle!) - før nyttige idioter i management-branchen fandt på den infantile bogtitel: DISRUPT ELLER DØD.
KØB ELLER KREPER – den slags hjernedøds-reklame ville ikke gå hos almindeligt snusfornuftige kunder i Føtex. Men måske er forfatterne undskyldt, fordi den bedste titel allerede er neglet i Jehovas Vidners dommedagsskrift VÅGN OP!
Jeg besluttede mig i hvert fald for – som 56-årig eksileret DR-chef – at den med det grå gulds tragedie – den dødsscene måtte andre klynke med på.
Og så besluttede jeg mig for at realisere drømmen om at køre taxi, skrive og leve. Det var ikke bare fedt at blive sin egen herre. Det var selvfølgelig også sundt for journalisten og mediemennesket at komme ud at dele løn- og arbejdsvilkår med det folk, der i årtier havde betalt min gode og høje løn.
Forfængelig? – ja, jeg er et menneske af kød og blod og selvfedme. Og jeg savner jævnligt topskatten – og især den chefløn, som var dens udgangspunkt. Til gengæld har jeg fået en buket af kolleger i alle farver, af rigtigt mange uddannelser – og i en alderssammensætning, jeg ikke tidligere har oplevet.
Den yngste er i 20’erne. Den ældste er firs.
JEG SKYLDER statsministeren tak for, at jeg er UNDER OMBYGNING i min uvilje mod at blive kaldt ”gråt guld”. Bare en lille sidebemærkning i hans nytårstale:
” … Hvis vi, der har kræfterne, bliver lidt længere på jobbet, så kan vi give et rigere Danmark videre til vores børn…”
Selvfølgelig elsker jeg mine børn. Til trods for, at de endnu er så u-disruptede, at de taler dansk, når de er sammen med deres venner, der taler dansk (jfr. Løkkes søn, der blev danmarksberømt i samme tale). Jeg har ikke kunne give dem så megen klingende mønt i min nuværende status. De har fået deres SU, men de har først og fremmest slidt i det og tjent penge selv ved siden af deres studier. Skolelæreren, retorikeren – og til sommer den sidste – socialrådgiveren!
Næh, det er det der omklamrende ”vi der har kræfterne, kan blive lidt længere på jobbet”, der er med til at vække mig.
For det lyder grangiveligt som om lønarbejdere selv bestemmer, hvor længe de vil være på arbejdsmarkedet.
De blå drenge og piger i magtens korridorer – i politik og medier - er ikke tynget af den realitetsviden. Den jeg møder hver eneste dag i taxien: Det er ikke angsten for hårdt arbejde, der tynger de kunder, der er på vej op i 50’erne. Det er angsten for at miste det, fordi de udmærket godt ved, at det bliver svært at få et nyt, hvis de ryger ud i senioralderen. Og så har en del oven i købet den der våde drøm, at det kunne være sjovt at prøve noget helt nyt i livet.
VI ER jo for pokker bare i 60’erne og 70’erne. Vi er ikke skindøde!
Men måske skulle vi bare gøre det, vores generation tidligere var så gode til – ikke finde os i vilkårene. Tage fat i nos….. (eller hvad det enkelte køn nu griber efter først), genfinde selvværdet – og gøre oprør!
68-generationen gjorde det og fik renset ud i universiteternes intellektuelle skimmelsvamp. I 70’erne gik de unge på gaderne i kamp mod kold kapitalisme og USA’s beskidte krig i Vietnam.
Og musik og kultur blev ikke bare brugt til småborgerlig kildren, men også til kamp for menneskelig og samfundsmæssig forandring. Forandringens vinde blæste langt ind i etaterne og det politiske system.
Siden dengang er det godt nok slapperne, der regerer. Ikke Thyra Frank. Hun er et levende menneske. Nej jeg ser hele tiden den liberale gadedreng, transport-, bygnings- og boligminister, Ole Birk Olesen for mig. Ham der kunne sætte lus i minkpelsen og den politiske korrekthed.
Som minister ligner og lyder han mest som en nypresset konfirmand. Og sådan blev det oprør og den politiske generation parkeret!
DER ER masser at tage fat på for den aktuelle seniorgeneration, masser af tradition at bygge på – og en stigende volumen i befolkningen. Vi er ikke et niche-segment og har masser af købekraft.
En million mennesker er over 68.
På bare 10 år er +60’erne gået fra at være 20 pct. af befolkningen til at være 25 pct. Hver fjerde dansker er fyldt 60 år!.
Vi er mange nok til forandring i kultur, samfund og politik.
Vi kunne smide alle pensionisternes klamme pølser og grønlangkål i en stor, rådden bunke foran Christiansborg.
Vi kunne insistere på kvalitet i de offentligt ejede medier og kræve mediekanaler, som modsvarer vores liv og befolkningsandel.
Vi kunne gøre noget ved det totale frafald i demokratiet – partiernes deroute (Kun 3 pct. af danskerne er medlemmer af et politisk parti. 3 pct. af befolkningen bestemmer reelt, hvem vi kan stemme på ved folketingsvalgene.)
ELLER VI kunne gå på gaden og råbe mod den politiske generation, der trækker os ud af international solidaritet og ind i krige, der ikke skaber fred – men nye krige. Sult, død og fornedrelse. Har vi set bare antydningen af DISRUPTION i kampen for at stoppe de moderne krige (altså udover droner, så vi kan slå ihjel uden selv at få en skramme!)
Og selvfølgelig kunne vi også kigge på egne levevilkår og gøre op med angreb på efterløn og pensionsalder – uden at der er nogen vision om, om der overhovedet er lyst til at fastholde og ansætte os, når vi skal arbejde længere for ”… at give et rigere Danmark videre …”.
Vi kunne!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.