Blog
Af Jesper Grunwald
Se alle blogindlæg
Om Jesper Grunwald
Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
DU KAN gøre det i gode venners lag.
Du kan gøre det i din fagforening, hvis du kommer der.
Du kan gøre det i taxien, som er et af de få rum, hvor vi kan diskutere politik på tværs af anskuelser og klassetilhørsforhold. Diskutere vores liv, vore livsvilkår, vores arbejde, vore drømme om det land og det samfund, vi lever i.
Men den debat har meget svære vilkår i dansk politik.
Her er det udlændingedebatten, der er al fremtids moder – onde stedmoder.
SÅDAN RENT symbolsk folder jeg mine bløde chauffør-hænder og siger tak for, at jeg som ung i 70'erne ikke voksede op i sådan en gigantisk, kollektiv proportionsforvrængning. Det kunne sådan set godt være endt sådan - i ørkesløs fortvivlelse. Dengang. Det glemmer den historieløse nutid.
Der var de bilfrie søndage, som reelt var et udtryk for, at olieproducenterne tog kvælertag på de vestlige lande.
Der var Vietnamkrigen, hvor amerikanerne dræbte flere millioner mennesker i en af verdenshistoriens mest meningsløse krige. De tabte og ofrede 60.000 unge amerikaneres liv.
Der var faren for en atomkrig. I Danmark lå vi sådan set lige i "smørhullet" til at ende vores civilisation som ét stort bombekrater.
Men af underlige årsager, piblede det frem med selvopholdelse i kultur, politik og aktivisme. Den udskældte 68-generation og venstrefløj kunne noget med at fastholde nysgerrigheden og lysten til at overleve trods en deprimerende virkelighed, der lige så godt kunne give anledning til at lægge sig ned og vente på verdens undergang.
Der var sågar plads til en kapitalisme-kritik trods højrefløjens rituelle udpensling af den røde fare. Der blev talt om økonomisk demokrati, og der blev sat propper i atomkraften og lagt fundamentet til det grønne samfund, som ALLE – fra de rødeste til de konservative – læner sig op ad i dag.
Men så kom de muslimske horder sydfra!
Det vil sige: Da vi endnu brugte det grimme ord fremmedarbejder, gik det sgu' meget godt. Talrige er de kulturfestivaler og -møder, jeg dækkede som ung journalist dengang. Vi lærte at spise humus og falafel og tænkte ikke så meget over, om tyrkeren var kurder eller Jugoslaven vendte sig mod Rom, patriarken i Beograd – eller Mekka.
JEG HØRER allerede brølet fra de sociale medier og det politiske folkehav: Har jeg for fanden i helvede ikke hørt om nine-eleven, terrorisme og ISIS. Tror jeg virkelig, at Danmark bare kan åbne grænserne for somalierne, der pakker deres kvinder ind i sort og skærer klitoris af pigerne for at fjerne deres naturlige lyst? Vil jeg virkeligt udslette vores gamle kultur, lade hånt om kristendommen og kaste mig fladt ned foran profeten med bomben i turbanen?
Ok, jeg stopper her.
Men det gør tidsåndens politiske debat og de politiske hovedaktører ikke.
Debatten om de fremmede, flygtningedebatten, integrationsdebatten – eller hvilken etikette vi vælger at sætte på - er gået fra et stadium af retorisk bulimi til højtråbende kannibalisme.
Det hele er godt hjulpet af især det sociale medie Twitter, der aldrig er slået folkeligt igennem i Danmark – men er blevet politikernes og journalisternes foretrukne forum til gensidig befrugtning.
I dag lever vi som borgere mellem den klassiske medievirkelighed i aviser og på tv-skærmen med analyser og forklaringer – og så Twitter, hvor politikerne tilsyneladende koger over med deres inderste, ærlige jeg.
SOM ET gammelt røvhul på 63 kunne jeg ønske mig en højere stilkarakter og mindre selvfokusering fra tidens politikere.
Men det hårdeste i dag er proportionsforvrængningerne. Se det aktuelle eksempel lige nu:
Den, der vover at kritisere Støjbergs aggressive fremmed-retorik, bliver øjeblikkeligt angrebet for at være ligeglad med, at hun må sikkerhedsbeskyttes af PET døgnet rundt. Jeg er på forhånd medansvarlig for et muligt attentat på demokratiet.
Denne koldkrigsagtige debatstil er blevet mainstream i dag.
KANNIBALISMEN LÆGGER en tyk, sort tåge over emner om det fjerne og det nære. De, der vil den debat, er grå mænd og kvinder på Christiansborg. Eller nørder i fagforeninger, folkelige bevægelser og aktivistgrupper.
Og der er ellers emner nok at tage af:
- Uddannelse til de ufaglærte.
- En anstændig fremtid til samfundets virkelige proletariat – kontanthjælpsmodtagerne.
- Den truende mangel på arbejdskraft.
- Udvikling, penge og praktikpladser til lærlinge-uddannelserne.
- Ligeløn til mænd og kvinder, - Danmark er ved at sejle agterud.
- Uligheden og den absurde koncentration af kapital på få hænder.
- Globale løsninger, der kan transformere krigs-fiaskoerne til virkelig konfliktløsning.
- ”Trumpismen” – og USA, der trækker sig fra forpligtelserne i miljø og forsvar.
- Europa i den nye, nationalistiske slagskygge.
Eller bare det helt nærliggende de sidste par måneder: Hvor længe kan en regering sidde med det primære mål – at sidde i regering?
Men nu siger de noget i radioen om udlændinge-stramninger – igen!
Så er det jeg vælger at synge med på en af Niels Skovsens nyere tekster. Ham, den røde folkesanger og skuespiller, der kan huske, da verden sidst var i gang med at udslette sig selv:
Nu det nok. Er det ikke det vi er enige om. Jeg melder fra.com.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning.
Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier,
så send en mail til tip@avisen.dk.