Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
ER DET VIRKELIG for at give ”den anderledes” det bedste liv, at vi er så forbandet optaget af begrebet inklusion i disse år – at åbne, f.eks., folkeskolen for alle?
Eller lider vi af en tiltagende, sygelig harmoniserings-trang, hvor vi fører en utrættelig kamp for at udglatte forskellighed. I det gennem-rationaliserede samfund kan vi ikke bære, at noget og nogen stikker af fra andet og andre?
Eller er det ren djøfisering: Vi kan spare penge på ”de skæve”, når de flyttes ind i de almindelige skoler, for her er elevprisen meget billigere end på specialskolerne?
INKLUSION. Nogle gange ER det faktisk i detaljen, at der er spor af djævlen. Da jeg gik lidt i dybden med inklusions-ordet, fik jeg lidt af en overraskelse, da jeg søgte i ordets latinske oprindelse. Includo betyder oprindeligt – jeg indelukker, indeslutter, indespærrer. I den moderne betydning har vi transformeret billedet af hegnet og ”hold-dem-inde” – til forestillingen om en favn, - noget der kan rumme os alle.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at ”den almindelige folkeskole” var et fængsel for min unge kunde, ”S”. Det er en gennemgående kommentar på hele taxituren.
Det er weekenden op til efterårsferien, og hun skal køres på besøg hos en god ven på Vestegnen. Han skal betale, og det er overordentligt vigtigt for hende, at alle aftaler for turen er på plads, inden vi kører.
Der går ikke mange minutter, inden hun fortæller mig, at hun er diagnosticeret autist. Det bliver en ærlig og lærerig samtale om at have været anderledes hele sit 23-årige liv, og vi deler alvorlige og morsomme episoder om autisters behov for systematik.
Selv har jeg ”autismespekteret” inde på livet i min nærmeste familie – men det her bliver først og sidst en lærende tur for mig. Budskabet om at få lov til at være anderledes, når man nu er født sådan – et lille stykke fra gennemsnittet.
- FOLKESKOLEN VAR ET TOTALT HELVEDE for mig. Det sker jo ofte, at pigerne skal have mange flere år som fejlplacerede, inden vi får en diagnose. Drengene reagerer udadrettet – pigerne vender konflikterne indad. Jeg blev mere og mere lukket og bange. Især da vi blev teenagere og mere smarte i vores sprog. Jeg kan slet ikke forholde mig til ironi, f.eks. Jeg oplever det som om, omgivelserne gør grin med mig eller hænger mig ud som idiot.
Da det hele var ved at bryde sammen for ”S”, kom hun på et opholdssted. Men da hun endelig fik en dagligdag, som passede til hendes autisme, tog livet en helt radikal drejning. Hun blev gravid som bare 13-årig og opdagede det først, da hun var langt fra muligheden for abort.
Barnets far var også anbragt på grund af alvorlige problemer i hans familie. Og ”S” var overhovedet ikke klar til at blive mor.
- Min krop havde jo sagt ja til at få et barn, men jeg var slet, slet ikke der i livet. Da min datter blev født, stod det helt klart, at jeg simpelthen ikke evnede at have mit barn hos mig. Jeg var et barn med et barn.
- Hendes far fik i sidste ende forældreretten, og det bedste. Nu bor datteren i provinsen med sin far og hans nye kone og børn. Kommer på weekendbesøg hos mig i København. Det fungerer fint. Det er jo ikke lykkeligt at blive mor som ung teenager. Men selvfølgelig elsker jeg mig egen datter og giver hende alt det, jeg kan. Altså det, der er godt for hende. For jeg er og bliver jo autist og har derfor også besluttet, at jeg ikke vil have flere børn.
VI ER NÅET UD til hendes ven (ikke kæreste!), der også er autist. Der er vrøvl med hans Dankort, og jeg ser anstrøg af panik i hendes øjne.
Vi finder ”ro på” og en løsning.
Det er systemernes og løsningernes liv, hun lever – og så selvfølgelig et liv med de særlige autistiske talenter.
- Den er god nok, den der med en hjerne, som på nogle punkter – husker som en computer. Årstal. Fødselsdage. Telefonnumre.
- Så, hvis jeg siger, At jeg er født den 14. april 1954 og at mit telefonnummer er xx xx xx xx, - så glemmer du det ikke igen?
Hun smiler og nikker.
- Aldrig!
Hun fortæller om sit behov over alle behov: Tryghed!
- Kan du forestille dig min skoletid, hvor jeg lever i en permanent angst for, at noget går galt. At de ikke kan li’ mig. At deres humor ikke er sjov, men mere virker som om den skal hænge mig ud. Det var et helvede at have rollen som den skæve hver eneste dag.
Jeg fik barn alt for tidligt, og jeg har haft masser af problemer. Men da jeg fik min diagnose, blev det pludselig ok, at jeg ikke var som de andre. Det havde sine grunde. I dag er jeg på pension, men har et deltidsjob på et plejehjem. Jeg har min lille lejlighed og jeg har min datter og nogle få venner. Og det liv er helt fint sådan. Mit liv er godt for mig – og jeg har ikke behov for at leve det som alle andres.
VI GIVER HINANDEN hånden, og jeg takker hende for at give mig viden om livet som autist.
Den magnetiske hjerne fornægter sig ikke.
Efter en time får jeg en besked fra en kunde, der ikke kender mit telefonnummer.
Jo det gør hun. Hun fangede det i forbifarten og lagrede det på sin indre harddisk – og her kommer dokumentation.
”Tak for et hyggeligt møde. Hilsen autisten ”S” :-)
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.