Så blev der stille for Kim Larsen.
Den kræftsygdom han kæmpede med i den seneste tid var altså så alvorlig, at den endte den 72-årige sangskrivers liv.
Et stort tab for hans familie – og et enormt tab for alle os andre. Og det kun lige efter at Benny Andersen trak sit sidste vejr. Det er nogle store, lyriske træer, der er fældet.
Næppe nogen moderne kunstner nåede så bredt ud som Kim Larsen. Fra de unge og vilde dage i 70’erne med Gasolin til en enestående solist karriere, til sidst i fast partnerskab med bandet Kjukken.
Jeg – og mange andre – er vokset op med Kim Larsen. Han har altid været der og sagt mig noget. ”Hvad gør vi nu, lille du” blev min første reference til social ulighed og at nogle omstændigheder her i livet aldrig bliver anderledes. Forskellen mellem høj og lav. Forskellen mellem dem, der mister og dem, der sidder på det.
”Men, ministeren svarede: Dig, du kan da gå fanden i vold!”
Mange vil pege på ”Kvinde min” som deres yndlings nummer. Jeg vender tit tilbage til ”Forklædt som voksen”. ”Pludselig var jeg havnet der, lige midt i mit gamle kvarter. Det var næsten ikke til at kende mere.”
Igen åbnede Kim Larsen en erfaring til livet, som mange andre poeter, forfattere og musikere også har kunnet – men ingen så jordnært og ligetil som Larsen. Det forgængelige, at steder og mennesker forandrer sig, mens vi momentvis går i stå. Og som en anden Blicher tænker: Ak, hvor forandret!
Hans store folkelige styrke var, at man kunne gå lige ind i universet. Sangene var melodiske og enkle. Ofte beskrevet fra en beskeden social position: ”Blip-Båt” og ”Langebro” for at nævne nogle af de største.
Larsen havde sans for dramaet i det nære, et hjerte for de socialt udstødte og poesi for den romantiske chance, ”Hvis din far giver dig lov”.
Men Larsens sangskat var ikke kun for den lille mand eller afgrænset til romantikken. Der er en klar kritik af magtstrukturerne i vores samfund. ”Midt om natten” handler om outsidere, der prøver at finde et sted at bo, inden strisserne kommer.
Det blev en film og en plade om en tid, der var. Om et København, der ikke er mere, om mennesker, der nu har mistet deres stærkeste stemme.
Minderne har vi lov at have. Dem er der mange af. Men et Danmark uden Larsen er et fattigere land. Intet mindre. Tak for musikken, spillemand!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.