Ritzau
Opdateret kl. 03:56
Syv familier fra Somalia havde fået inddraget deres opholdstilladelse og skulle sendes tilbage til deres hjemland, efter deres sagsbehandling var endt i et afslag.
Men nu genåbner Udlændingestyrelsen sagerne på ny. Det skriver Politiken.
I samme avis kritiserede eksperter i foråret Udlændingestyrelsen for ikke at tage højde for risiko for tvangsomskæring af børnene i Somalia. Kritikken kom i forbindelse med genbehandlingen af 800 sager.
Kritikken førte til en ændring i praksis hos Udlændingestyrelsen, der fra marts eksplicit tog hensyn til netop dette.
De familier, der havde fået inddraget deres opholdstilladelse før ændringen, fik i sommer brev om, at de kunne indsende nye oplysninger om deres børn.
Det er på baggrund af disse oplysninger, at syv familiers sager bliver taget op igen, skriver Politiken torsdag.
Udlændingestyrelsens beslutning om at tage de syv sager op igen, glæder advokat Kåre Traberg Smidt. Han fører selv tre af sagerne.
Han er dog langt fra tilfreds med forløbet.
- Det er lige før, at sagsbehandlingen bliver ført gennem medier og efter folkeligt pres. Vi skulle have set en mere ordentlig og anstændig sagsførelse fra myndighederne, siger han til Ritzau.
- Bedre sent end aldrig. Mit problem er bare, at det ikke er første gang, vi ser det her. I hvert fald i de her sager.
Ud over at være advokat stiller Traberg Smidt også op til kommunalvalget i København og til Folketinget for Alternativet.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har fuld tillid til Udlændingestyrelsens behandling af sagerne.
- Det afgørende er i sidste ende, at somaliere uden et reelt beskyttelsesbehov hurtigst muligt kan sendes hjem, siger hun i en skriftlig kommentar til Politiken.
/ritzau/