Syriens vicepremierminister, Qadri Jamil, siger på et pressemøde torsdag i Moskva, at den længe ventede internationale fredskonference om situationen Syrien vil blive afholdt den 23. og 24. november i den schweiziske by Geneve.
Her vil FN's stormagter forsøge at bringe den syriske regering og opposition sammen for at finde en løsning på den to et halvt år lange borgerkrig i landet.
Rusland og USA har siden maj forsøgt at stable fredskonferencen, den såkaldte "Geneve 2"-konference, på benene, og i oktober blev de enige om at presse på i forhold til at gøre den til realitet.
Efterfølgende sagde FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, at han også ville optrappe bestræbelserne på at indkalde til fredskonferencen.
I den forbindelse sendte han FN's særlige udsending, Lakhdar Brahimi, til Syrien for at tale med højtstående embedsmænd.
/ritzau/Reuters