Hvis der er noget, som er københavner-agtigt i en nærmest karikeret grad, så er det en kæmpe kop varm mælk med kaffe, også kaldet en Caffe Latte, til ublu overpris.

I den forstand er Mohammed Hisham allerede bedre integreret i København, end jeg er, for det er lige præcis, hvad han bestiller på den café, hvor, han har valgt, vi skal mødes i Frederiksberg Centret.

Mohammed foretrækker at blive kaldt for Max i Danmark, da han mener, at det er nemmere at stave til for danskere. Kaffen koster 25 kroner, men pengene er godt givet ud for den syriske mand, da han har været på arbejde til klokken tre om natten og nærmest lige er stået op. 

LÆS MERE: Store forskelle i kommuners succes med at få flygtninge i job: "Enormt problematisk" 

Læs også:

Au pairen Gemma droppet af nordsjællandsk familie: Er nu knust af kæmpe gæld

Mohammed Hisham er en del af succeshistorien fra Frederiksberg, hvor en målrettet indsats for at få flygtninge i job bærer frugt. Til forskel fra mange andre kommuner lever den københavnske kommune op til regeringens målsætning om, at hver anden flygtning efter tre år i landet skal være i arbejde.

Men motivationen fra den enkelte flygtning skal også være der, som en af kommunens jobkonsulenter fortæller. Og den har Max i metermål.

- Jeg er dødtræt, når jeg lægger hovedet på puden efter fyraften, men jeg er glad for at betale skat. For jeg er sund og rask, og når jeg betaler skat, betyder det, at de penge kan gå til folk i Danmark, der er syge. Jeg forstår ikke flygtninge, der ikke vil arbejde, fortæller Max, før han begynder at rose regeringens integrationstiltag:

- Det er rigtig godt, at man tvinger flygtninge til at komme i arbejde hurtigst muligt og tager pengene fra os, hvis man ikke møder op til sprogskole. For hvorfor i al verden vil du ikke lære dansk, når du er her, spørger Max, der både taler flydende engelsk og et fuldt ud forståeligt dansk.

LÆS MERE: Kommune milevidt fra regeringens integrationsmål: "Det er svært"

Han fortæller, at han kender til flygtninge i Tyskland, der bare lader være med at møde op til sprogskole, fordi det ingen konsekvenser har. Selv har han dog forsøgt at arbejde nærmest fra dag ét i Danmark og balancere det med sprogskole - også selvom det ikke var planen, at han skulle ende i det lille kolde land mod nord.

Læs også:

Erhvervsmand afvist af Inger Støjberg: Jeg har været dansker hele mit liv

Fra Kobane til København 

I sommeren 2014 befinder Max sig nemlig i Aleppo, hvor han studerer på landbrughøjskolen, men tilværelsen ændrer sig, da han beslutter sig for at fejre Eid med sin familie i Kobane, hvor han stammer fra. Turen til Kobane plejer at tage to timer med bus, men ISIS er på fremmarch og har mast sig indimellem de to byer.

Derfor tager busturen denne skæbnesvangre dag 12 timer, da chaufføren skal køre ad snørklede veje rundt om frontlinjerne, men efter ni timer stopper han op.

- ISIS er gået ind i Kobane, råber chaufføren og fortsætter:

- Alle kurdere skal ud. Det er ikke sikkert for jer.

Max er kurder og bliver gennet ud af bussen og må med de andre vandre over den tyrkiske grænse. Her befinder han sig i et limbo i en måned, uvis om sin families skæbne.

 - Jeg var dødssyg af bekymring, siger Max, der kort tid efter blev indlagt på et tyrkisk hospital på grund af underernæring. Der fik han et opkald fra familien, der var i live. Hans far fortalte ham dog, at han skulle blive i Tyrkiet, da det ikke var sikkert at vende tilbage.

Men livet i det sydlige Tyrkiet var pauvert og efter kort tid i en flygtningelejr, søgte Max derfor mod Istanbul. Men heller ikke her var der lykke at finde, og det eneste job, han kunne finde, var på en tekstilmølle, hvor han knoklede 11 timer om dagen hver dag til en sulteløn på 200 dollars om måneden.

Max havde knap råd til logi og endnu mindre til mad, så hans far rådede ham til at søge nordpå; til et bedre liv hvor der måske var arbejde, og hvor Max måske endda kunne fuldføre sin uddannelse. 

Resten af historien er velkendt: En lille jolle mod det græske ø-hav, vandring op gennem Østeuropa og et tog fra Tyskland. Og den 25. november 2015 ankommer Max på Hovedbanegården i et lille bitte land, som han ikke ved ret meget om udover, at de vist nok tager godt imod flygtninge.

Andenrangsborgeren

Og det gjorde de også, fortæller Max, der både roser det flinke danske politi, den håndholdte kommunale indsats, folkefærdet og de hårde, men retfærdige, krav til nyankomne. Men der er også altid håret i suppen.

Læs også:

Sociolog: Indvandrerdrenge får baghjul i skolen

Max’ kamp for at komme ind på det danske arbejdsmarked har nemlig også været en erkendelse af, at han er andenrangsborger i det land, han ellers kalder sit nye hjem. 

For selvom Frederiksberg Kommune har været god til at skaffe ham job via de såkaldte branchepakker, følte Max det ofte som en ørkenvandring af praktikforløb.

Hvad er branchepakker?

Branchepakkerne blev udviklet af analyseinstitutet LG Insight i samarbejde med en række kommuner og var forløbet til den senere IGU-ordning, der blev gennemført ved trepartsforhandlingerne i 2016. Formålet med pakkerne er et målrettet fokus på sprogundervisning og introducering til arbejdsmarkedet fra dag 1.

Sådan ser et typisk forløb gerne ud:

Introduktionsforløb: Her introduceres flygtningen til branchepakkerne, og han/hun modtager faglig såvel som personlig kompetenceudvikling. Flygtningens ressourcer afdækkes, og han/hun vælger slutteligt en branchepakke.

Virksomhedsforløb nummer b1: Her trænes i grundlæggende, almene basiskompetencer gældende for hele arbejdsmarkedet, både sociale, sproglige samt personlige kompetencer. Samtidig introduceres til de faglige arbejdsfunktioner inden for branchen.

Virksomhedsforløb nummer 2: Her trænes målrettet i faglige kvalifikationer inden for branchen.

Virksomhedsforløb nummer 3: Her placeres flygtningen strategisk (geografisk og i delbrancher), hvor der er mange jobåbninger.

 

Kilde: Integrations- og Udlændingeministeriet.

UDVID

Intet mindre end seks gange bliver Max nemlig sendt i praktik uden løn udover integrationsydelsen på forskellige arbejdspladser, som han nævner i en lind strøm. Han har arbejdet i en Kiwi, med transport, på restaurant, i et bageri og på caféer.

Men opfattelsen var, at han bare blev brugt som gratis arbejdskraft.

 - Jeg blev stillet i udsigt, at hvis jeg klarede mig godt, ville jeg blive ansat. Men hver gang de tre måneder var gået, fik jeg at vide, at de ikke havde noget til mig, og så måtte jeg starte i praktik et nyt sted, siger Max, der efter halvandet år kom i løntilskud på bageriet Reinh Van Hauen, hvor han som nattevagt bagte kager og brød.

Men det var hårdt, fortæller Max, hvis erfaring med det danske arbejdsmarked indtil videre har været fysisk arbejde, der som oftest har været nattearbejde på fuldtid, som han har balanceret med sin sprogskole, som han passer om eftermiddagen.

- Når jeg kommer hjem om morgenen efter nattearbejde, er jeg så træt, at jeg bare dejser om. Så sover jeg indtil eftermiddagen, hvor jeg skal på sprogskole, og så om aftenen tager jeg på arbejde. Jeg oplever aldrig rigtig noget her i landet, fortæller Max, der i øjeblikket er i lønpraktik på McDonald's.

Han fortæller, at han sjældent møder danskere, der arbejder med det samme som ham.

- I rengøringen på McDonald's er vi alle sammen flygtninge og afrikanere, og sådan har det også været med meget af det andet nattearbejde, som jeg har haft. 

Læs også:

Indvandrerpiger stormer ind på danske ungdomsuddannelser: "Bemærkelsesværdigt"

Han savner sin familie og kan ikke lade være med at tænke på, hvordan livet var før krigen. Som søn af en tandlæge manglede hverken Max eller hans 12 søstre og brødre noget.

- Vi kom alle sammen på universitetet, og vi havde biler, vi kunne køre rundt i. Vi behøvede ikke at arbejde eller noget. Vi kunne bare koncentrere os om at studere. Og vi havde en villa, siger Max og holder et lille ophold i talestrømmen på caféen.

- Men alt det er væk nu, der er ikke noget at komme tilbage til, siger han og ryster på hovedet.

Han håber på at blive ansat på McDonalds og at begynde i 9. klasse. Hvis han klarer den, ligger uddannelsesvejen åben for ham. Måske kan han endelig blive færdig med sin uddannelse fra Aleppo? Måske kan han følge i sin faders fodspor og forfølge drømmen om at blive tandlæge? 

- På længere sigt er drømmen et dansk pas. Der er ikke længere noget tilbage i Syrien for mig. Alt er ødelagt. Nu er Danmark mit hjem, og jeg er glad for at være her. Det næste skridt er at få en uddannelse, så jeg kan få et bedre job. Hvis jeg tjente flere penge, ville det nemlig betyde, at jeg ville have nogle penge tilovers, når mad og husleje er betalt, og så kunne jeg sende penge ned til mine brødre, der har det svært i Syrien, slutter Max og bunder det sidste mælkeskum i koppen.

SE HVOR GOD DIN KOMMUNE ER TIL AT FÅ FLYGTNINGE I JOB: Danmarksmester i integration: Se hvor god din kommune er til at få flygtninge i job