I DISSE DAGE taler politikerne rigtig meget om at vi ”skal have tillid til de ansatte”. Jeg håber snart de holder op, for det er en floskel, der egentlig bare viser, at de ikke ved hvad de skal gøre ved det kæmpe monster vi har skabt, papir og regelmonsteret. Jeg bliver næsten mere harm, når de enstemmigt siger at nu vil de afskaffe regler, der ikke skaber værdi men bare er en administrativ belastning.

OG SÅ NÆVNER de glad og gerne affaldsgebyret. Men med den anden hånd indfører de tolkegebyret. Politisk kan man mene om det gebyr, hvad man vil, men det er et faktum at det koster mere end det indbringer og at det sætter vores sundhedsprofessionelle i store udfordringer, idet de nu skal forholde sig til patienter der enten ikke kan eller vil betale så mange penge for en tolk. I stedet burde man kræve at alle gik på dansk-kursus til de kunne klare og kun fritog de, der af særlige grunde ikke kan lære et nyt sprog.

AT TALE OM AT have tillid til de offentligt ansatte står i skærende kontrast til de mange mange regler og krav, der er ramlet ned over sektoren og som fortsat gør det, når det er politisk opportunt.

JEG HAR MED STOR forventning set frem til regeringens afbureaukratiseringsreform. I skrivende stund er jeg ikke så optimistisk mht at regeringens afbureaukratiseringsreform virkelig kan forandre den offentlige sektor – dertil er udspillet alt for ukonkret og ordene ”tillid til de ansatte” blev brugt lidt for mange gange.

Jeg blev selv kandidat til en politisk post for at bekæmpe bureaukratiet. Som sygeplejerske fik jeg nemlig nok af de mange registreringer og den omfattende dokumentation.

Alt for mange ansatte føler sig stressede og udbrændte – og noget af det, der nævnes som årsagen er at mængden af krav overstiger mængden af ressourcer.

Alle vil bekæmpe bureaukratiet men det er meget svært.

FOR DET FØRSTE er det uklart, hvad der er bureaukrati og hvad der egentlig er solid og nyttig dokumentation. For det andet er bureaukratiet ikke altid noget, der er trukket ned over hovedet på folk, af fjerne kolde hænder. Det viste sig at en tredjedel af reglerne kom fra ministeriet, en tredjedel fra regionen og den sidste tredjedel havde vi selv på afdelingen eller hospitalet fundet på.

FOR DET TREDJE handler det nok snarere om at skabe meningsfuldhed i mængden og få klare svar på hvornår noget gælder og ikke gælder. Regler der ikke giver mening, eller som man ikke forstår pointen med, trækker én ned, tager ens gejst. Endnu værre er det, når alle steder man rejser dén problemstilling, om det er overfor kolleger, ledere eller øverste ledere mødes man af et træk på skulderen: ”Det ved jeg ikke.”

FOR DET FJERDE er regler jo sådan set også med til at sætte rammer for det arbejde man skal udføre og for samarbejdet med andre. At forestille sig at være uden rammer, kræver i hvert fald meget af samarbejdet.

For det femte bliver det en evighedskamp, for hvem forestiller sig at nye regler ikke vil dukke op baseret på enkelt-historier?

IDEEN MED AT afbureaukratisere er rigtig god – jeg hylder den. Men som sagt er det meget svært. De fleste kan komme i tanke om to-tre ting, der kunne ændres, hvis de blev spurgt. Men faktisk ikke mere end det. Det er dog næppe nok til at frigøre fire mia. kr. eller være svarende til 2.000 ansatte, som regeringen påstår. Det regnestykke synes jeg alt i alt kunne være interessant at dykke ned i. Hvordan har man regnet sig frem til at man fx ved at lade alle beholde deres egen læge ved flytning, sanering af krav til de 12 emner i den sygeplejefaglige udredning eller forenkling af krav til arbejdsmiljøet kan frigøre så mange ressourcer?

JEG ER BANGE FOR at de postulerede fire mia. kr. mere handler om, hvad man ved man kommer til at mangle i den offentlige sektor for at kunne holde et serviceniveau status quo, men jeg håber min tvivl bliver bragt til skamme og at man i stedet vil bruge penge og krudt på at uddanne fremtidens ledere af den offentlige sektor til at i at inddrage deres medarbejdernes viden og erfaring og på den baggrund træffe beslutninger om at stoppe eller indføre tiltag, der vil lette arbejdet og øge kvaliteten.

VI HAR BRUG for en offentlige sektor med veluddannet personale, der er bevidste om borgernes retssikkerhed og deres rettigheder. Derfor skal vi acceptere at en betydelig del af sektorens ressourcer kommer til at gå til at videre- og efteruddanne. Vi har brug for, at man bruger medarbejdernes og borgernes erfaringer til nye ideer og vi har brug for ledere, der vil og kan sætte sig i spidsen for at lede en offentlig sektor, der ikke bare skal måles på effektivitet men på evnen til at fordele, skabe stærke medborgere, danne og uddanne befolkningen.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.