EN FEBRUARMORGEN for halvandet år siden tikkede en SMS ind på min telefon, mens jeg var på vej til arbejde.
I SMS'en stod, at jeg 13 minutter senere skulle møde til kaffe med min chef, min øverste chef og en tillidsmand, jeg endnu ikke havde mødt. Det er nu et år siden, jeg modtog en opringning fra Ombudsmanden om, at de ønskede at undersøge den indkaldelse og det møde. I disse dage går jeg og venter op ombudsmandens afgørelse. I spænding.
Et par dage forinden den februarmorgen havde jeg skrevet om den seneste opsigelse fra en af mine kolleger. Det var den tredje opsigelse siden årsskiftet. Denne kollega havde efter tre omstruktureringer i rap kastet håndklædet i ringen. Hun kunne faktisk ikke mere.
Bare at snakke om den seneste omstrukturering kaldte tårer frem i øjnene på hende. Jeg var ked af, at hendes faglige kompetencer, som jeg og mine kolleger i høj grad kom til at mangle, nu blev gemt væk på et kontor. Hun opgav simpelthen at være udkørende sygeplejerske. Facebookopslaget var i virkeligheden i vid udstrækning en kritik af det politiske niveau i både stat, regioner og kommuner, som jeg mener ofte glemmer de store omkostninger de evindelige omstruktureringer har.
Tænker vi nok over implikationerne for de ansatte og dermed også for borgerne? Hvor meget der skal til for at få det til at fungere og hvor lang tid det tager?
DA JEG SKREV FACEBOOK-OPSLAGET havde jeg været ansat i fem måneder. Den nyeste omstrukturering trak lange spor. Arbejdsmiljøet haltede virkelig. Det gik ud over den kvalitet, vi synes, vi leverede. Det synes at være en del af problemet i den offentlige sektor. Den ene omorganisering afløser den anden. Næppe falder noget på plads før det laves om.
Hvis ikke det er det, er det følelsen af at udføre opgaver, der ikke giver mening eller nødvendigheden af at kæmpe sig igennem lag af bureaukrati inden den rette løsning kan findes. Så min kollega gav op og hendes kompetencer kom ikke mere borgerne til gode.
Da jeg sad til den samtale, følte jeg mig som deltager i mine hedengangne skole-hjem samtale, hvor tre lærere havde rottet sig sammen for at fortælle mig, barnet, hvor forkert jeg var på den, og hvor illoyalt det var overfor min leder. Det havde den helt naturlige effekt, at jeg holdt med at skrive om mit arbejde. Jeg blev paranoid. Og jeg følte mig skyldig. Som om jeg havde gjort noget forkert.
Det sørgelige er, at det lykkedes for dem at pande kritikken ned. Arbejdsmiljøet fik lov at halte videre og vi skulle ud i yderligt mange opsigelser.
Efter et interview i mit fagblad væltede min mail-boks af lignende historier. På seminarer for tillidsvalgte holdt jeg oplæg om offentligt ansattes ytringsfrihed og hørte den ene rædselsfulde historie efter den anden.
SAGEN ER DEN, at de fleste sager aldrig når hverken fagforening eller presse. For det er små historier om små bemærkninger eller små indkaldelser. Følelsen af at blive overset i forhold til kurser eller bare at blive set som en besværlig medarbejder. Det er ansatte, der efter et møde, bliver kaldt ind på kontoret, får den kolde skulder eller bliver bedt om at overveje sin fremtid. Derfor kan man heller ikke bruge eksperters vurderinger af, at der kun er et beskedent problem med knægtelse af de offentligt ansattes ytringsfrihed til ret meget – i min optik.
Faktum er en fjerdedel af alle sygeplejersker er bange for repressalier og derfor ikke udtaler sig. Derfor harmes jeg over, at deltagerne fra arbejdsgiversiden i den seneste betænkning om offentligt ansattes ytringsfrihed - dvs. KL, Danske Regioner og diverse statslige styrelser - ikke mener, at omfanget af krænkelse af ytringsfriheden er overvældende.
MEN HVAD VÆRRE ER: I samme betænkning kan jeg læse, at de offentlige arbejdsgivere pandede alle de forslag ned, der gik på lovfæstelse af de offentlige ansattes rettigheder i forhold til ytringsfrihed. I stedet endte udvalget med at anbefale informationskampagner. Og så er vi tilbage ved de politiske skåltaler. Hvad får den enkelte medarbejder ud af endnu en informationskampagne?
Den offentlig sektor er under et massivt pres. I de kommende år bliver det kun værre.
Behovet for en offentlig debat om forholdene stiger. Men beskyttelsen af de, der kan kaste lys over de sande forhold er fortsat nærmest ikke-eksisterende og det er især det politiske og administrative niveau, der modsætter sig den beskyttelse. Det har simpelthen ingen konsekvenser at knægte en offentligt ansats ytringsfrihed.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning.
Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier,
så send en mail til tip@avisen.dk.
Om Lise Müller
Lise Müller er næstformand i SF. Hun er uddannet sygeplejerske og blev kendt i offentligheden, da en facebookopdatering om dårligt arbejdsmiljø førte til en samtale med hendes øverste chef. Netop de offentligt ansattes ytringsfrihed er en mærkesag for Lise Müller, ligesom hun mest blogger om sundhedsvæsnet og den offentlige sektor. Lise Müller er i dag tilknyttet hjemmesygeplejen. Hun har tidligere siddet i regionsrådet og arbejder i dag halv tid som sygeplejerske og halv tid som politiker.