Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Selvom danske svineproducenter befinder sig i verdenseliten, er Danmark stadig et af de dyreste lande at producere slagtesvin i. Både i Tyskland og Sverige er der nationale støtteordninger til opfedning på mellem 30 og 40 kroner pr. gris med det resultat, at millioner af smågrise og dermed arbejdspladser fosser ud af landet. Det knusende faktum fik i fjor landets svineproducenter og Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion til at lancere den såkaldte Herning-erklæring.
-I Herning-erklæringen sagde vi meget klart, hvad der skal til for at udnytte potentialet i den danske svineproduktion, så vi kan få vækst og sikre danske arbejdspladser. Nu, hvor jeg kigger tilbage, er jeg stolt over de resultater, som det intensive rådgivningsforløb har nået, f.eks. forbedring af fodereffektiviteten på 0,15-0,2 FE pr. kg tilvækst. Slagterierne har støttet godt op med tilbud om nyt hustillæg på 15 øre pr. kg, og tillidsmændene har på forbilledligt vis gået ind i kampen om at bevare deres arbejdspladser, siger formanden i Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, Lindhart B. Nielsen.
Et af de politiske mål med Herning-erklæringen var at finde forbedringer for rammevilkår på 27 kr. pr. gris for at mindske hullet til den statsstøttede tyske slagtesvineproduktion.
Desværre må Lindhart B. Nielsen konstatere, at det det seneste år er gået den helt forkerte vej. I veterinærforlig II gennemførte politikkerne pr. 1. januar en øget antibiotikaafgift på 11 mio. kr., og der er siden opkrævet gebyrer for velfærdkontroller på 7 mio. kr. Hertil kommer et lovforslag om løsdrift i løbestalden til en halv mia. kr. samt flere dyrlægebesøg og krav om mere diagnostik. Retfærdighedsvis skal det dog nævnes, at der også er udsigt til lettelser på spildevands- og energiafgifter.
I den samme periode har de tyske slagtesvineproducenter fået yderligere fordele af deres momsregler (30-35 kr. pr. gris) grundet en højere afregningspris, og svenske svineproducenter har fået et EU-tilskud på 1.000 SEK pr. so eller ca. 35 kr. pr. gris.
-Et andet mål var at få gang i investeringerne, og indtil videre er det blevet til "Regeringens svinepakke" med 150 mio. kr. i Miljøstøtteordningen, hvor det er muligt at søge 40 pct. støtte til de miljøforbedrende dele af en ny stald. Men de virkelig mærkbare indslag glimrer stadig ved deres fravær, og det er stadigvæk uhyre vanskeligt at få finansieret en ny stald, siger Lindhart B. Nielsen.
Lindhart B. Nielsen mener, at det grundlæggende handler om manglende politisk handling til at forbedre rammevilkårene, så danske svineproducenter kan arbejde under samme forhold som deres kollegaer i vores nabolande. Han minder venligt om nøgletallene fra Herning-erklæringen.
-Hver gang, vi kan producere yderligere 2 mio. slagtesvin i Danmark, vil det give en årlig eksportindtægt på ca. godt 3 mia. kr. og mindst 2.800 arbejdspladser. Hertil kommer arbejdspladser i byggeperioden på knap et par tusinde stykker. Arbejdspladser, som vil lune i de trængte landdistrikter. Vi stiller gerne op i en konkurrence om at finde et bedre vækstinitiativ end dette, siger Lindhart B. Nielsen.
Pressehenvendelser kan ske til:
Formand Lindhart B. Nielsen 2022 3318
Direktør Nicolaj Nørgaard 2148 5165
Pressechef Kim Bové 3017 8877
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.