Selvom Tønder Kommune blev advaret om risikoen for, at faderen i Tøndersagen misbrugte sin 10-årige datter, undlod kommunen at fjerne familiens to piger før et år efter. Dette kom frem dokumentarfilmen Tragedien i Tønder , som DR sendte i går. Advarslen kom fra Løgumkloster kommune, som familien forlod i september 2004, da den flyttede ind i Tønder kommune.

Selvom loven foreskriver, at fraflytningskommunen skal advare tilfytningskommunen om sådanne forhold, kan der også i fremtiden ske lignende tragiske forsinkelser.

»Der findes familier, der flytter for at undgå offentlig indblanding. Man har ikke sikret, at den nye kommune fra første dag kan handle på samme niveau som den gamle kommune,« siger Pernille Kvarning, chefkonsulent i Kommunernes Landsforening. Årsagen er, at familien selv skal give lov til, at den nye kommune får den gamle kommunes papirer.

Mangler uddannelse

Kommunernes socialrådgivere er generelt ikke er uddannet til at håndtere sådanne komplicerede sager om svigtede og misbrugte børn. Det mener Karin Kildedal, Aalborg Universitet, der forsker i myndighedernes sagsbehandling af børn og unge.

»Hvis man får sådan en underretning, skal man lave en såkaldt paragraf 38-undersøgelse. Det er komplicerede sager. Ikke mindst i en sag som denne her. Alle de problemstillinger, der er med at undersøge et barns forhold, har man brug for særlig viden og træning i,« siger Karin Kildedal.

Hun har undervist på socialrådgiveruddannelsen i 10 år og mener ikke, at den mellemlange uddannelse giver nok viden om behandling af børn.

»Det er simpelthen ikke muligt at fylde så meget på uddannelsen, at man kan lave et kompetent arbejde med børn og unge,« siger Karin Kildedal.

Socialrådgiverne får kun to dages undervisning i det arbejde, de ifølge reglerne skal udføre i forbindelse med anbringelse af børn. De skal have en to-årig videreuddannelse for at have specialviden nok til den type sagsbehandling, mener Kildedal.

Hun mener, at socialrådgivernes inkompentence skyldes 18 års fejlslagne forsøg på at forbedre sagsbehandlingen. Da politikere i 1988 ville ændre den daværende lovgivning på området, var det for at løse nøjagtig de samme problemer, som vi har i dag. Handlingsplaner og lovændringer i 1993, 1994, 1995, 1998 og 2006 har ændret reglerne, men ikke gjort sagsbehandlingen væsentligt bedre i praksis, fordi der ikke fulgte nok videreuddannelse med.