Vi befinder os i den gamle kornsilo på Islands Brygge i København. Den forladte betonkolos danner rammen om natklubben Edge, hvor en stor del af filmen ’Rich Kids’ foregår. ’Rich Kids’ handler om en gruppe pubertære nordsjællændere med alt for mange penge og snotten konstant trykket ned i en bane kokain.
Der er tale om en spillefilm, men handlingen bygger på et halvt års research blandt virkelighedens unge i det nordsjællandske whiskybælte.
Filmholdet er i gang med at optage en scene, hvor en af pigerne skærer i sig selv, fordi forældrene ikke taler sammen – eller med hende.
Det er synd for pigen, og det er synd for Simon, hvis forældre glemmer at ringe på hans fødselsdag, fordi de har travlt med at shoppe i New York.
Sex, vold og stoffer
Simon vælger at drukne sorgen i vodka og kokain. Ved at gennemtæve en kioskejer, tage i byen med vennerne og give fri bar til hele natklubben – på forældrenes American Express. Og ved at dyrke sex med sin kærestes lillesøster, tæve en natklubgæst og sniffe lidt mere kokain.
Synd, men også ekstremt patetisk og øretæveindbydende. Derfor vil Rune Bendixen heller ikke undskylde de unge, selvom det gjorde stort indtryk på ham, at så privilegerede forældre kan svigte deres børn i den grad, som han oplevede.
»Jeg gider ikke romantisere nogen, der render rundt og laver noget forkert. Stofferne og det, at de er så bevidste om, at de er elite, får dem til at tro, at de kan tillade sig alt. De synes, det er fedt at overskride alle moralske grænser, og de føler, de har ret til at gøre det,« siger Rune Bendixen.
Han er helt med på, at det billede, han tegner af de unge, er meget entydigt.
»Når man laver en film som den her, bliver du nødt at gøre den ekstremt hård, så den kan afskrække unge, i stedet for at de kopierer livsstilen, fordi den er cool.«
Er der ikke risiko for at lave en stereotyp generalisering over velhavende mennesker?
»Nej, for jeg siger ikke, at alle, der bor i Nordsjælland, er sådan her. Jeg har fulgt en gruppe på 20 unge, og det er sådan, de her 20 mennesker er. Det kan godt være, de bliver fremstillet som overfladiske og ikke særlig dybe – I’m sorry, men sådan er deres liv,« siger Rune Bendixen, som fulgte de unges udskejelser, indtil det blev for meget for ham.
»Alt det, de selv synes, var enormt sejt, syntes jeg var dybt tragisk.«
Fakta eller fiktion?
Allerede under optagelserne i september sidste år satte Nyhedsavisen spørgsmålstegn ved, om Rune Bendixen og producenten Regner Grasten havde fat i den ’rigtige’ nordsjællandske elite, eftersom den er kendetegnet ved meget stor lukkethed.
Kunne det virkelige passe, at de unge velhaverbørn frivilligt ville hænge snavsetøjet til skue for hele Danmark? Det kunne det, forsikrede Rune Bendixen.
Sønderjysk hovedperson
Nogle uger senere kom det frem, at filmens hovedkilde, Aaron Gouran, er født og opvokset i noget så uglamourøst som Sønderjylland og i øvrigt ikke kunne spille med i filmen, fordi han blev sigtet for bedrageri for 7,2 millioner kroner og idømt fire måneders ubetinget fængsel for et knivoverfald.
Men da Nyhedsavisen for et par dage siden taler med Rune Bendixen igen, holder han stadig fast i, at det er ’rigtige’ rich kids og ikke en flok wannabees , han har talt med. »For det første har Aaron aldrig påstået, at han var fra Nordsjælland. Han har derimod boet i Nordsjælland siden 2002, og alle deroppe kender ham og hans fester. Jeg har både talt med old money og new money, og når man er sammen med folk i seks måneder, finder man hurtigt ud af, hvornår de lyver,« siger Rune Bendixen.
Han gætter på, at de unges åbenmundethed var et udtryk for oprør.
Rune Bendixen er træt af journalister, der sætter spørgsmålstegn ved autenticiteten af hans film. Han mener, det ville tage enhver journalist tre dage at finde ud af det samme, som han selv har gjort.
»Hvorfor interesserer folk sig ikke i stedet for, hvem de her børn er, og sørger for, at de får noget hjælp? Vi er i gang med at tabe en generation på gulvet, i kraft af at der er gået mode i sex og stoffer. Oven i deres misbrug kan de ikke tackle modstand, og sådan en generation kan man jo ikke bruge til noget.«