Politikerne skal stoppe med at lade alderen for folkepension stige og stige. For det er langt fra alle, der kan holde til at arbejde højt op i alderen.
Hver fjerde af os havner på førtidspension
Det mener Susanne Nielsen. Og hun er langt fra alene. Hver anden dansker er ifølge en ny måling modstander af den fortsat stigende alder for folkepensionen.
Ufaglærte og faglærte: Vi har ikke fået flere penge mellem hænderne
Susanne Nielsen kæmper med følgerne fra et nedslidende arbejdsliv. Hun startede på arbejdsmarkedet som 15-årig og har arbejdet som blandt andet montricepige, lagermedarbejder og på et slagteri.
De mange krævende job har sat sit spor. For i 2016 måtte Susanne Nielsen sygemelde sig med en smadret skulder.
En historie Susanne Nielsen tidligere har fortalt meget mere om.
Susanne Nielsen har indtil videre haft sammenlagt 35 år på arbejdsmarkedet, og hun har udsigt til mange flere. Hun så gerne, at der var bedre og mere fleksible muligheder for at træde tilbage fra arbejdsmarkedet.
Men hun vurderer samtidig også, at nedslidning altid vil være en risiko i et samfund, hvor der fortsat vil være brug for bestemte typer af jobfunktioner.
- Der skal stadig slagtes svin og laves ufaglært arbejde. Sådan er det bare. Nogle kan godt holde til det - andre kan ikke. Det finder man bare først ud af, når skaden er sket. Som ung tror man bare, at man kan køre derudad, men pludselig siger kroppen stop, siger Susanne Nielsen til Avisen.dk.
Hårdt arbejde slider
Ugebrevet A4 kan fortælle, at et flertal af danskerne i en ny måling svarer nej til, at det er fair, at folkepensionsalderen i de kommende år vil stige gradvist.
Hævningen af folkepensionsalderen blev besluttet i efteråret 2015. Den vil gradvist stige mod 67 år allerede fra 2019 og frem mod 2022 for så til sidst at ende på 68 år i 2030.
Faktisk stammer ideen om at hæve pensionsalderen helt tilbage fra den såkaldte Velfærdsaftale fra 2006. Her blev det besluttet, at pensionsalderen skal stige i takt med, at middel-levealderen stiger.
Men for Susanne Nielsen er udsigten til endnu flere år på arbejdsmarkedet ikke ligefrem tillokkende, og hun har flere gange tvivlet på, om hun vil få en værdig alderdom, hvis hun overhovedet vil være i live til den tid, fortæller hun.
- Det er nemt at sidde og sige, at folk kan arbejde længere, når man ikke selv har haft fysisk hårdt arbejde. Jeg siger ikke, at politikerne ikke arbejder hårdt, og jeg misunder dem bestemt ikke. Men det er bare hårdt at løfte tunge ting hver dag og arbejde på akkord, siger Susanne Nielsen.
For nylig havde hun 12-års jubilæum på sit arbejde hos Hørkram. Efter skulderskaden er hun nu ansat på fuldtid i et skånejob, hvor hun ikke behøver bruge arme og ben til tunge løft og opslidende arbejde.
- I dag kører jeg varer frem og tilbage. Jeg er stadig ikke sikker på, om jeg kan holde til det i længden. En af lederne hev fat i mig og spurgte, om jeg ikke følte mig nedgraderet. Men der må jeg bare sige nej. Jeg må erkende, at min krop ikke kan længere og så få det bedste ud af det, siger Susanne Nielsen.
- Jeg har altid haft job, hvor jeg skulle bruge min krop. Og jeg har altid passet mit job uanset hvad, men det kunne jeg lige pludselig ikke længere, siger hun.
Håber på erstatning
Susanne Nielsen kæmper i dag med at få anerkendt sin skulderskade som en arbejdsskade. Hun håber, at hun kan få erstatning, da det ville hjælpe hende med at betale af på sin gæld og give lidt mere luft i en presset økonomi. Især en gammel, besværlig bil giver hovedbrud.
- Jeg er nået dertil, hvor jeg tager en dag ad gangen. Og økonomisk tager jeg det måned for måned. Jeg kan ikke gøre noget andet. Der er ikke lys forude, siger hun.
- Selvfølgelig har det en effekt psykisk, fordi man er presset fysisk og økonomisk. På et tidspunkt tog jeg 17 piller om dagen for at holde smerterne ud. Jeg har været så langt ude, at jeg overvejede selv at stoppe det, siger Susanne Nielsen.
Hun føler sig svigtet af systemet. Og hendes største drøm er nu, at der kommer en sponsor med en ny bil til hende, fortæller hun.