I 20. forsøg lykkedes det omsider for amerikaneren Phil Mickelson at vinde The Open Championship.
Søndag aften vandt den 43-årige golfspiller den britiske major-turnering, som også bare kaldes British Open.
Det skete efter en superrunde i 66 slag, fem slag under par på den svære Muirfield-bane i Skotland. Det var den bedste runde af alle spillerne søndag.
Medvirkende til den flotte score var en meget fin afslutning, hvor Phil Mickelson lavede birdies på fire af de afsluttende seks huller, herunder både 17. og 18. hul.
Amerikaneren blev den eneste spiller i årets British Open, der sluttede med et scorekort under banens par.
Phil Mickelson sluttede British Open i 281 slag, tre under par, og han sikrede sig dermed sin femte major-gevinst i karrieren.
Han har tre gange vundet US Masters, og en enkelt gang har han triumferet ved US PGA Championship.
Phil Mickelson har vist god form på det seneste. I sidste uge vandt han således Scottish Open, men den seneste triumf vejer utvivlsomt tungere i trofæsamlingen.
/ritzau/