Sudans regering indstiller sine kamphandlinger mod Sydsudan i henhold til den FN-resolution, som Sikkerhedsrådet vedtog onsdag.
Men regeringen i Khartoum advarer om, at Sudan forbeholder sig "ret til at forsvare sig mod alle eventuelle aggressioner".
- Sudans regering hilser FN's resolution velkommen. Sudan vil helt og fuldt overholde den og indstille kamphandlinger mod Sydsudan, hedder det i en erklæring fra udenrigsminister Ali Karti.
I henhold til resolutionen skal Sudan og Sydsudan senest fredag stoppe alle krigshandlinger, ellers vil FN indføre sanktioner mod begge lande.
Desuden skal de to lande inden 14 dage indlede fredsforhandlinger med Den Afrikanske Union som mægler.
Erklæringen fra Khartoum kom kun få timer efter, at Sydsudan anklagede Sudan for at have gennemført omfattende flyangreb mod sydsudanske hærenheder og stillinger.
Sudan hævder på sin side, at oprørere, der arbejder sammen med Sydsudan, har angrebet positioner i Sudans Darfur-region og andre steder i det vestlige Sudan.
De to lande har i de seneste uger udkæmpet adskillige hårde kampe om lukrative oliefelter, der ligger i grænseområdet mellem de to lande.
Det internationale samfund frygter, at konflikten mellem Sudan og Sydsudan er tæt på at bryde ud i åben krig.
Sydsudan blev formelt selvstændig i fjor, men har været en autonom republik i Sudan siden 2005.
Op mod to millioner mennesker omkom under næsten to årtiers stridigheder mellem 1985 og 2005.
AFP