Hvis du fjerner penge fra socialrådgiveruddannelsen, fjerner du samtidig studerende.
Sådan lyder udmeldingen nu fra Dennis Ørsted Petersen, der er formand for Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende.
Han peger på, at en undersøgelse viser, at studerende falder fra pga. manglende feedback og vejledning.
"De studerende, som falder fra, siger, at de savner mere dialog med lærerne i form af for eksempel vejledning på opgaver og feedback. De føler sig glemt og får en løsere tilknytning til uddannelsesstedet," siger Dennis Ørsted Petersen.
Uddannelsen har i forvejen en historisk høj frafaldsprocent på 27, og frem mod 2014 vil regeringen spare yderligere 360 millioner kroner på professionshøjskolerne.
Ifølge Dennis Ørsted Knudsen vil det ligesom de tidligere besparelser fører til et endnu højere frafald.
"Selvom vi taler meget om at blive bedre til at holde fast i de studerende, frygter jeg, at vi vil se det modsatte med de her besparelser," siger han.
De færre penge til professionshøjskolerne førte mandag til nedlæggelse af undervisningen flere steder i landet.