- Se her. Og her, siger Jean Claude insisterende.
Han holder flere dokumenter med officielle stempler og underskrifter op foran sig. Det er universitetsdiplomer fra blandt andet Kina og Belgien, som han forsigtigt breder ud på sofabordet foran ham.
- Her kan du se beviser på, hvad jeg kan, siger han på fejlfrit engelsk med en snert afrikansk accent.
Diplomerne vidner om en veluddannet mand, der i flere år har undervist i engelsk i hjemlandet, og sidenhen arbejdet som militærofficer for det forrige regime.
Han er den eneste i familien med en universitetsgrad, fortæller han stolt.
Nu har han ikke arbejdet i flere år, og han kan mærke, det er ved at gøre ham syg. Han døjer ikke bare med forhøjet blodtryk. Årene i asylcentret tærer på psyken.
- De siger, at man efter tre år i et asylcenter, bliver mentalt syg. Til februar når jeg de tre år. Jeg har brug for at arbejde.
- Jeg kan undervise, jeg kan arbejde som sikkerhedsvagt, jeg kan arbejde med mange mange forskellige ting, forsikrer han.
Bliver dræbt, hvis han tager hjem
Vi befinder os i noget, der ligner et mindre kollegieværelse. Her er akkurat plads til en smal en-mandsseng, to lænestole, et sofabord, et minikøleskab og et fjernsyn, hvorfra det med dæmpet volumen strømmer ud med nyheder fra CNN. Her er ryddeligt. Det mønstrede tæppe på gulvet er fnuller-frit og sengen med det blomstrede sengetæppe er nyredt.
- Jeg har viden, jeg kan bidrage med. Og jeg vil gerne deltage i det her samfund. Men i stedet skal jeg skal bare være her og spise og sove indtil jeg en dag dør.
49-årige Jean Claude Mangomba Mbombo fra DR Congo i Afrika har i næsten tre år opholdt sig på asylcenter. Han er nægtet opholdstilladelse i Danmark, men kan ikke rejse hjem. Hjemme hænger en trussel om henrettelse over hans hoved.
Det er også der, han har tre døtre på henholdsvis 8, 9 og 15. Han blev separeret fra sin kone, inden han kom hertil. Døtrene bor hos hans mor på 75 år.
Hans historie er, som de fleste asylansøgers, barsk og smertefuld. Hans deltagelse i bevægelsen mod regimet i hjemlandet har drevet ham på flugt. Nu sidder han på snart tredje år i Danmarks største asylcenter, Center Sandholm. Også kaldet Sandholmlejren.
Sidste år i september blev han officielt afvist. Han mener ikke selv, det er retfærdigt.
Vil ikke have penge fra staten
- Jeg kan ikke tage hjem, siger Jean Claude, der fortæller, at det congolesiske militær har stemplet ham som landsforræder. Han var officer for det gamle regime og har siden sympatiseret med modstandere af det nye. Hvis han tager hjem, dræber de ham. Derfor er hans fremtid i asylcentret.
Her underviser han andre flygtninge i engelsk et par gange om ugen. Ligesom han også er tilknyttet som engelsklærer i kulturhuset Trampolinfabrikken på Nørrebro. De få timer om ugen, han får lov til at undervise, er ifølge ham selv med til at holde ham klar i hovedet. I hvert fald lidt endnu.
Han får ikke løn for at undervise. I stedet for han hver anden uge 441 kroner fra asylcentret. Men han bryder sig ikke om at modtage penge fra staten, fortæller han flere gange.
Han vil tjene sine egne penge. Og han vil have mulighed for at betale for sine døtres skolegang hjemme i DR Congo.
Han forstår ikke den danske regerings logik.
- Jeg har viden, jeg kan bidrage med. Og jeg vil gerne deltage i det her samfund. Men i stedet skal jeg skal bare være her og spise og sove indtil jeg en dag dør. Hvad skal det forestille, spørger han og slår opgivende ud med armene.
- Folk der har været her i syv, otte eller ti år, har ikke længere et liv. Så enten begynder de at drikke eller også bliver de måske kriminelle
- Du må ikke arbejde og du må ikke have familierelationer. Hvad skal det forestille, spørger han igen.
En langsom død
Det var lidt en tilfældighed, han havnede i Danmark i 2013. Han fortæller, hvordan han i ellevte time blev reddet fra at blive henrettet, da en ven i militæret havde forbindelse til en dansker, der hjalp ham ud af Afrika og til Danmark. Han kendte ikke meget til landet, men havde hørt, at det var 'et godt land, der respekterede menneskerettighederne'.
Men mødet med de danske myndigheder, har tegnet et lidt andet billede af Danmark.
- Jeg flygtede fra døden i mit hjemland og troede, jeg skulle finde fred her. Men det her, er en langsom død, siger Jean Claude
Vi forlader værelset og går lidt rundt på asylscentrets udearealer.
Der er mennesketomt på en grå decemberdag. Det er svært at forestille sig, at den gamle kaserne lige nu huser 619 asylansøgere fordelt på 55 nationaliteter.
Jean Claude fortæller, at folk foretrækker at lukke sig inde i de mange barakker med tiltrukne gardiner.
- De kommer kun frem for at hente mad, fortæller han.
- Bortset fra dem der, siger han og peger på en flok udenlandske mænd, der har samlet sig i en smøge.
- De drikker.
Enten drikker du, ellers bliver du kriminel
Jean Claude fortæller, at han selv hverken ryger eller drikker. Men han forstår godt, hvorfor at nogle af de andre i asylcentret finder lindring i alkoholen.
- Folk der har været her i syv, otte eller ti år, har ikke længere et liv. Så enten begynder de at drikke eller også bliver de måske kriminelle, siger han.
Han mener, at det danske asylsystem presser asylansøgere til at blive kriminelle, når de ikke gør det muligt for dem at arbejde og tjene penge.
- jeg har ikke forstand på, hvordan man begår kriminalitet, men det er nærmest den sidste mulighed for mig. Jeg tror, at nogle asylansøgere bliver kriminelle her i Danmark, fordi de har brug for at overleve og de har en familie et sted, der har brug for dem.
Vi går forbi en opslagstavle, hvor regeringens udlændingestramninger er opridset på officielle papirer, der er oversat til flere sprog. De samme, som Inger Støjberg (V) fik trykt i flere udenlandske afviser.
Vi ved godt, de ikke vil have os
Jean Claude læser højt op om nedskæringer i sociale ydelser, skærpede krav til opholdstilladelser og ringere muligheder for familiesammenførsler.
Jeg er 49 år nu og lever måske til jeg bliver 70. hvordan skal jeg leve mit liv her i Danmark? Jeg ønsker ikke at gå helt ned psykisk, jeg ønsker ikke at begynde at drikke eller blive kriminel. Nej, jeg vil arbejde
Han ved godt, hvorfor papirerne hænger der.
- De vil ikke have os her. Det ved vi godt. De har ikke tiltro til os. Det er problemet. siger han.
- Danske politikerne siger, at asylansøgere er kriminelle. Men det er dem selv, der gør os kriminelle, når de fratager os stort set alle rettigheder. Det ødelægger mennesker. Systemet burde hjælpe folk med at kunne deltage i samfundet i stedet for at ekskludere dem og gemme dem væk.
Jean Claudes stemme hæver sig, når han taler om rettigheden. Det er tydeligt, at emnet ophidser ham.
- Det er som om, at den danske regeringen ikke respekterer de Internationale Menneskerettigheder, der siger, at alle mennesker er lige. For ligheden gælder ikke for os asylansøgere. Vi har for eksempel ikke ret til at blive gift. Og vi må ikke arbejde. Det strider imod FN’s Menneskerettigheder, påpeger Jean Claude.
Han har ikke helt opgivet håbet om, at komme ud af centret og ind på arbejdsmarkedet.
- Jeg er 49 år nu og lever måske til jeg bliver 70. hvordan skal jeg leve mit liv her i Danmark? Jeg ønsker ikke at gå helt ned psykisk, jeg ønsker ikke at begynde at drikke eller blive kriminel. Nej, jeg vil arbejde, siger Jean Claude.
Han håber, at de danske myndigheder vil tage hans sag op igen og gentænke udvisningen.