Det socialdemokratiske SPD og De Grønne triumferede søndag ved delstatsvalget i Tysklands mest folkerige delstat, Nordrhein-Westfalen.
Valget blev en katastrofe for forbundskansler Angela Merkels konservative CDU, og hendes spidskandidat i Nordrhein-Westfalen, Norbert Röttgen, meddelte kort efter, at han træder tilbage som CDU's leder i delstaten.
- Det er bittert, det er klart, og det gør virkelig ondt, sagde han i en slukøret tale til sine tilhængere.
Resultatet er en alvorligt påmindelse til Merkel om, at hun risikerer at tabe næste års forbundsdagsvalg. Samtidig er valget en afvisning af hendes sparepolitik både hjemme og i Europa.
I en valgstedsmåling, efter valglokalerne lukkede, stod SPD til 39 procent og De Grønne 12 procent, mens CDU gik stærkt tilbage og endte med 26 procent.
Det er det værste resultat for CDU i Nordrhein-Westfalen siden Anden Verdenskrig. Det er ikke mere end syv år siden, at partiet ved et delstatsvalg fik 45 procent af stemmerne.
Norbert Röttgen, der også er miljøminister i Merkels forbundsregering, havde udråbt valget til en folkeafstemning om Merkels Europa-politik i forhold til gældskrisen.
Flere af hans konservative kolleger mente, at det var det forkerte budskab i valgkampen.
Merkel har insisteret på stram budgetdisciplin i de europæiske lande, og det har givet de sydeuropæiske lande store problemer.
SPD og De Grønne har nu udsigt til at kunne regere videre i Nordrhein-Westfalen med et relativt sikkert flertal.
Lidt opmuntring var der for Merkels regeringspartnere i det liberale FDP, der sikrede sig 8,5 procent.
Partiet Piraterne, hvis vigtigste mål er den totale frihed på internettet, kommer for første gang ind i Landdagen med 7,5 procent af stemmerne.
Venstrepartiet Die Linke nåede ikke over spærregrænsen på 5 procent og ryger helt ud af Landdagen.
Der bor knap 18 millioner mennesker i Nordrhein-Westfalen.