En mand på 72 meter med en vægt på 2000 ton har skabt debat mellem politikerne i Aarhus.
Skulpturen Store Robert blev for år tilbage afvist af København, men for et år siden takkede et enigt Aarhus Byråd ja. De kaldte skulpturen eksklusiv og mente, at skulpturen kunne blive et flot vartegn for byen.
Men nu mener rådmanden for kultur og borgerservice, Marc Perera Christensen, at Aarhus bør takke nej til skulpturen.
Socialdemokraternes gruppeformand, Camilla Fabricius, udtrykker i en pressemeddelelse sin utilfredshed med den idé.
- Kulturrådmanden har fået sommerkuller. Store Robert kan blive et flot vartegn for Aarhus havn. Det undrer mig, at netop rådmanden for kultur her i sommerferien tager et tema op, som byrådet bakkede op om, skriver hun.
Hun støttes af næstformanden for udvalget for kultur og borgerservice, Steen B. Andersen. Han mener, at det vil klæde byen at have lidt kulturhovedstads-ambitioner, der viser omverdenen, at Aarhus har kulturelle ambitioner.
- Aarhus har fået tilbudt en gave, og ikke en hvilken som helst gave. Robert Jacobsen var en af Danmarks helt store kunstnere og er anerkendt nationalt og internationalt, siger han.
Rådmanden bliver dog bakket op af formanden for Radikale Venstre i Aarhus, Sander Jensen:
- Jeg er glad for, at kulturrådmanden vil lægge Store Robert i graven. Denne kolossale, sorte jernskulptur ville have været et tilbageskuende og kunstnerisk uforsvarligt vartegn for en moderne og dynamisk by som Aarhus.
- Store Robert er en hyldest til en stor kunstner, men upassende som vartegn for Aarhus, tilføjer han.
Han er desuden bekymret for udgifter til vedligeholdelsen af den store skulptur, og han opfordrer byrådet til at støtte rådmandens forslag om at takke nej til Store Robert.
Skulpturen er et værk af skulptør Robert Jacobsen, der var en af 1900-tallets store kunstnere. Giveren er Selskabet til skabelse af Store Robert.
/ritzau/