Op til parlamentsvalget den 28. november er tålmodigheden væk. Alle mand og kvinder er kaldt på gaderne for at fravriste militæret magten.
Så godt som alle demokratiske kræfter i Egypten ventes på gaderne landet over i dag. Og dertil en del mindre demokratiske. Ungdomsoprørets ledere har længe planlagt en manifestation af format i dag. Nu kommer mange andre med.
Man venter, at det bliver den største demonstration siden despoten Hosni Mubarak fik sparket den 11. februar. Det skorter ikke på advarsler om at holde sig på sikker afstand.
Den 9. oktober medførte en koptisk kristen demonstration udenfor en Tv-station et blodigt sammenstød med sikkerhedsstyrker, hvor folk blev mast til døde under bæltekøretøjer, der angreb ubevæbnede demonstranter. Vreden over dette har ikke fortaget sig, og tilliden til militærets gode intentioner er svækket.
Protesterne i dag er netop rettet imod Egyptens militærstyre, der forsøger at fastholde magten på den anden side af parlamentsvalget den 28. november og meget længere trods løfter om det modsatte.
Deltagere
De planlagte demonstrationer vil omfatte så umage grupper som de unge demokratitilhængere fra 6. april bevægelsen, der startede massedemonstrationerne i februar på Tahrir pladsen i centrum af Cairo og en stribe særdeles radikale islamistiske organisationer med salafisterne og Det Muslimske Broderskab i spidsen.
Målet for demonstrationerne for alle er SCAF, det højeste militære råd, der har styret Egypten siden Mubarak-styret blev væltet. Løftet var at afgive magten til en demokratisk valgt regering inden seks måneder, men det glemte generalerne hurtigt igen og opfandt en ny deadline i april 2012. Nu ser det ud til, at de vil holde fast indtil 2013.
De unge kræfter er fortørnede over løftebruddene og er især rasende over, at 12.000 demonstranter og aktivister har været arresteret og er stillet for militære domstole. Den anden dag blev en kendt blogger arresteret, og han er endnu ikke frigivet. Han nægter at lade sig afhøre at militærfolk. Alle mediefolk støtter nu hans holdning.
[pagebreak]Magtovergreb
Det, der har fået mange andre grupper med til dagens demonstrationer, er et forslag fra vice-premierminister Ali El-Silmi om, at militæret skal placeres magtmæssigt over både det valgte parlament, den grundlovgivende forsamling det skal vælge og det rådgivende Shura-råd. Samtidig skal de folkevalgte ikke kunne kontrollere militæret som f.eks. deres budgetter.
SCAF har ikke afvist forslaget trods en deadline til onsdag fra de politiske aktører. Rådet kan sådan set skrive, hvad der passer det ind i den aktuelle grundlov og dermed stække den politiske proces på langt sigt. Udsigterne til at slippe for militærstyre er således lange.
Efter et udstrakt parlamentsvalg startende den 28. november over tre runder, skal Shura rådet vælges, en grundlovgivende forsamling udpeges af parlamentet og efter et år skal der være en folkeafstemning om deres forslag. Derefter slipper militæret magten.
Manøvrer alle vegne
Den siddende premierminister Essam Sharaf, der er underlagt militærfolkene, er utilfreds med El-Silmi udspillet, skriver han på sin Facebook side. Det Muslimske Broderskab, der ventes at blive landets største parti i parlamentet, møder ikke op i dag, hvis det i sidste øjeblik får sin vilje. De radikale islamister er sikre deltagere, for de afviser helt en civil regering til fordel for sharia-baseret styre.
Blandt de emner, der diskuteres heftigt og vil påvirke stemningen i dag, er beslutningen om, at medlemmer af Mubaraks regering og ledere af hans politiske parti får lov til at deltage ved parlamentsvalget. Især de unge fordømmer, at korrupte, rige politikere kan deltage. De har været med til at manipulere med valg gennem årene.
En af de politiske ledere af oppositionen, den tidligere FN-mand ElBaradei, der håber på at blive den kommende præsident, fordømmer SCAFs forsøg på at holde fast på den endelige magt i Egypten. Han mener, at det arabiske forår efterhånden mere ligner et efterår.
[pagebreak]Faglig uro
Uroen er udbredt i fagbevægelsen, hvor der meldes om flere demonstrationer i disse dage. Arbejdere fra syv tekstilfabrikker planlægger store demonstrationer, der er fabriksbesættelser og trusler om lockouts udført af hyrede bøller.
Forrest er arbejderne ved Mega Textile, der var fortroppen til det brede folkeoprør. Her vil ledelsen fyre 43 ansatte. De seneste fem år har de 800 arbejdere gennemført 10 strejker og sit-ins rettet imod deres tyrkiske arbejdsgivere. Omkring 1.200 arbejdere fra nabofabrikken Alamex støtter dem.
Arbejderne holder fast ved reglen om, at organiserede arbejdere ikke kan fyres. Den regeringskontrollerede avis Al-Ahram melder om fire andre strejker for højere løn eller for at staten tilbagekøber en virksomhed, der tidligere er solgt.
Landets virkelighed
Regeringen Sharaf er i praksis tvunget til at styre landet efter de samme regler, som Hosni Mubaraks brugte. Tilmed er en stribe af de gamle ministre stadig ved muffen. Så der er ikke meget revolutionær regering over dem. Det vides ikke, hvor mange restriktioner SCAF har lagt på regeringen. Militæret sidder for øvrigt forsat over en meget betydelig andel af landets økonomi og produktion.
Og hvad mener så resten af befolkningen i Egypten om det hele, for selv om en million kunne dukke op her og der landet rundt, er der mange flere. Egypten har 85 millioner indbyggere. Meningsmålinger viser absolut utvetydigt, at kun en enkelt procent af befolkningen støtter det militære SCAF råd. Tre fjerdele af egypterne vil have et civilt styre.
Både i Egypten og ude omkring i verden er der en udtalt frygt for at landet bliver overtaget af radikale islamister. Knap halvdelen af svarene i en ny meningsmåling er imod dominans af Det Muslimske Broderskab i parlamentet. Det kan være en retningspil for valget om mindre end to uger.
[pagebreak]Sur økonomi
Egypterne er mest bekymrede over landets økonomiske tilstand, den stigende arbejdsløshed og ditto priser. Andre emner er fattigdom, manglende sikkerhed og lave lønninger. Meget få mener, samfundet går i den rigtige retning, og 62 procent mener, at de økonomiske forhold er værre end før opstanden.
Det dæmper dog ikke begejstringen for de revolutionære tilstande, hvor der er kommet mere frihed og en vis bekæmpelse af korruption. Men folk er skuffede over den fortsatte mangel på social retfærdighed og forbedret livskvalitet.