Mandag har den egyptiske højesteret afvist en dom fra sidste torsdag, der forhindrede ledere af det tidligere regeringsparti at deltage i parlamentsvalget, der indledes den 28. november.
I henhold til den indflydelsesrige statslige avis Al Ahram kan politikere og ledere, der var en del af Hosni Mubaraks styre gennem årtier, frit stille op for andre partier eller som uafhængige.
Imidlertid har domstolen ikke tilkendegivet, hvornår den kommer med sin endelige dom i sagen. Det betyder, at alle kandidater har en uvis politisk fremtid. Ingen ved heller, om det regerende militærråd forhindrer deres deltagelse gennem lovgivning.
Spændinger i samfundet
De nye kræfter i Egypten har ihærdigt kæmpet imod, at tidligere magthavere, der var med til systematisk at undertrykke fri meningsdannelse, skulle få andel i det nye styre.
Valget den 28. november er første forsøg på at skabe et demokratisk samfund efter folkemængder i februar styrtede den mangeårige diktatur, Hosni Mubarak. Retsagen imod samme for korruption og drab på demonstranter er forøvrigt udskudt til december.
I sidste uge besluttede Egyptens ledere, at udlandsegyptere kan stemme ved de kommende valg. Retten for statsborgere til at stemme på konsulater og ambassader er vundet via domstolene.
[pagebreak]Ikke alt er frit
Militærets øverste råd, der regerer Egypten, har besluttet, at de snart vil indføre en lov, der forbyder enhver involveret i korruption eller magtmisbrug at deltage i politik. Det gælder også parlamentsmedlemmer.
Håbet var, at den lov ville blokere for hovedparten af parlamentmedlemmerne fra Mubaraks regeringsparti.
Samme øverste råd har også i oktober forbudt brugen af religiøse slagord ved valget i forbindelse med en ny lov rettet imod diskrimination i samfundet på grund af race, religion eller køn.
Det stærke Muslimske Broderskab, der forventes at blive landets største parti, mister således rettet til sit mest brugte slogan: Islam er løsningen
Arrestationer
Bevægelserne imod et mere fleksibelt samfund er ikke nået til kommunikation. Egypten bringer stadig bloggere og aktivister for militære domstole.
Den respekterede blogger Allaa Abd el Fatah er således netop arresteret anklaget for at opfordre til vold ved en demonstration i oktober, hvor sikkerhedsstyrker dræbte 27 og sårede 300 demonstranter.
De fleste dræbte den 9. oktober var koptiske kristne, der i en gruppe på1.000 mennesker protesterede udenfor den statslige TV-station. Det var den mest voldelige affære siden Mubaraks fald i februar.
Mandag udtalte FNs kommissær for Menneskerettigheder (OHCHR) sin bekymring over arrestationen af Fatah og lignende begivenheder i Egypten. Kommissæren er bekymret over begrænsninger for ytringsfriheden.
Også Amnesty International har været ude med anklager imod militærstyret for at torturere arrestanter for at intimidere andre potentielle demonstranter.