En række storbanker, som samarbejdede med Danske Bank i Estland, er blevet kontaktet af det amerikanske justitsministerium, der i forvejen undersøger sagen om hvidvask.
Det skriver Bloomberg News, der har sin viden fra anonyme kilder.
Der er tale om Deutsche Bank, Bank of America og JPMorgan.
De havde et samarbejde med Danske Banks filial i Estland, der er centrum i sagen om hvidvask for milliarder.
De tre banker stod for at veksle udenlandsk valuta til dollar på vegne af Danske Banks kunder.
Der er ifølge Bloomberg News ikke tegn på, at de tre banker selv er målet for undersøgelsen.
Men det skal belyses, om bankerne var grundige nok med at granske overførsler af penge fra Estland.
Danske Bank fortalte i starten af oktober, at banken var blevet kontaktet af det amerikanske justitsministerium som følge af sagen om hvidvask i Estland.
Det var i forlængelse af bankens egen undersøgelse af sagen. Danske Bank nåede frem til, at der var løbet 1500 milliarder kroner gennem banken fra en gruppe af mistænkelige kunder fra alt fra Rusland til De Britiske Jomfruøer.
En stor del af pengene vurderes at være mistænkelige. De er gået gennem banken i perioden 2007 til 2015.
JPMorgan stoppede sit samarbejde med Danske Bank i 2013, mens Bank of America og Deutsche Bank sluttede det i 2015.
Ingen af bankerne har selv oplyst, at de er kontaktet af myndighederne i USA, og de har ikke ønsket at kommentere historien over for Bloomberg News.
Danske Bank lukkede ned for de mistænkelige kunder i Estland i løbet af 2015 og 2016.
Banken har senere erkendt, at den var for længe om at reagere på en stribe advarsler om mistænkelige forhold, og at den burde have stoppet aktiviteterne langt tidligere.
/ritzau/