FOA skal være bedre til at tale faget op, hvis man vil gøre noget ved manglen på medarbejdere i social- og sundhedsbranchen. Det giver ikke mening at tale om mangel på 'varme hænder', når man samtidig kategorisk afviser at pille ved pensionsalderen.
Det skriver May Bjerre Eiby i et debatindlæg i Børsen. Hun er selv ejer og stifter af plejecentret Dagmarsminde, der er et plejehjem for demensramte.
Hun mener, at FOA 'italesætter medarbejderne i ældreplejen, som var de sydamerikanske minearbejdere', skriver hun i Børsen.
Og det er synd, uddyber May Bjerre Eiby overfor Avisen.dk. Hun mener passende, at pensionsalderen i branchen kunne være 70 år. Indtil videre har FOA stejlet, når snakken falder på at hæve pensionsalderen. Men det forstår May Bjerre Eiby ikke - frisk seniormedarbejdere kan afhjælpe problemet med at lokke nye folk til branchen.
- Der tales meget om, at der mangler penge i det offentlige. Derfor er det lidt underligt, at man så også skal gå på pension så tidligt. Levealderen stiger, vi bliver friskere og mere arbejdsdygtige i den sene alder. Penge går fra systemet og burde gå til dem, der er svage. Det er ikke nødvendigt at betale pension til nogen, der sagtens kan arbejde flere år, siger May Bjerre Eiby til Avisen.dk.
Ifølge hende masser af muligheder for at finde arbejdsopgaver, der kan være til gavn for både seniormedarbejderen og de borgere, der modtager plejen.
Hun understreger også, at der for personer, der ikke er i stand til at arbejde, stadigvæk skal være mulighed for at gå på pension tidligere.
'Taler faget ned'
Fagforeningen for sosu'erne, FOA, har flere gange sat spot på rekrutteringsproblemer i branchen. Alt for få vil være sosu'er. Faktisk mangler der 4.000 ansatte.
Ifølge May Bjerre Eiby kan FOA passende kigge på, om fagforeningen har tegnet et alt for negativt billede af faget.
- De taler faget ned. FOA er den største opinionsleder på området, og når de taler faget ned, gør det ikke gavn. Man vil gerne have flere kompetente og veluddannede ansatte, men man lokker i dem til på den måde. Allerede inden man er uddannet får man at vide, at man er på vej ind i noget meget dystert. Det er altså et positivt og opløftende fag, hvor man gør en god gerning - og det er nemt at sige, fordi det er sandt, siger May Bjerre Eiby.
Fokus på de positive aspekter
At øge fokus på værdien ved at arbejde som sosu-medarbejder, vil både gavne rekrutteringsproblemet og styrke faget forud for overenskomstforhandlingerne, mener May Bjerre Eiby.
- Du får flere SOSU'er ind, hvis du taler om de gode værdier. Det er godt at gøre noget for de ældre og svage. De glemmer hele næstehjælpsprincippet, der er grundstenen i omsorgsfagene. Der tales kun om lønforhold, arbejdstid, ferieregler osv. Jeg giver dem ret i, at der flere steder er dårlige arbejdsvilkår, og at de ansatte mangler glæde. Men jeg tror, det gælder for alle aldersgrupper. Jeg synes, de overdriver ift. medlemmernes nedslidning, siger May Bjerre Eiby.
Ifølge May Bjerre Eiby handler god pleje om at skabe gode arbejdspladser, hvor medarbejdere i alle aldre, har lyst til at arbejde. Det skal blandt andet ske ved at kigge på, om pengene bruges fornuftigt. Hun tager selv del i den daglige pleje på Dagmarsminde.
- Pengene prioriteres mange steder forkert. Man skal få lederne ud af kontorerne og ud i plejen. Planlægge færre møder og kurser. Det handler om at prioritere den direkte pleje med patienter, beboere og borgere, siger May Bjerre Eiby.
FOA: 'Vi balancerer på en knivsæg'
Hos FOA fortæller sektorformand i social- og sundhed, Karen Stæhr, at man fra FOA's side konstant balancerer på en knivsæg, når det gælder om at tale om sosu'erne. På den ene side skal man italesætte løn- og arbejdsvilkår, når de ikke er i orden - men samtidig skal man også fremme et positivt billede af faget.
- Hvis vi skal rekruttere, skal der være et arbejdsliv, hvor man kan være mange år uden at blive psykisk eller fysisk nedslidt. Min opgave er at påpege det, og det forventer medlemmer også, jeg gør. Men jeg går på en line, hvor jeg også skal tale om det fantastiske fag og uddannelse, som vores medlemmer er enormt glade for, siger Karen Stæhr til Avisen.dk.
Karen Stæhr peger på, at der blandt sosu'er er en enormt stor faglig stolthed og at langt de fleste trækker sig tilbage, fordi de ikke kan arbejde længere. Hun mener ikke, at FOA overdriver, når de siger, at jobbet slider folk ned.
- Hvis de kunne, ville de gerne arbejde. De er ikke raske mennesker, der bare går ud og spiller golf efter deres pension. Der er arbejde dag, nat, weekend og på helligdage, når andre har fri. Der mangler fuldtidsstillinger, er for mange borgerbesøg på en vagt og nattevagter med kun en på arbejde. Det er sådan noget, der slider. Vores opgave er at pege på de ting, men det er ikke det samme som at tale det ned, siger Karen Stæhr.