Weekendavisen kunne 13. april fortælle, at den finskfødte Timo Kivimäki, som er ansat på Københavns Universitet, er blevet tiltalt efter straffelovens milde spionparagraf.
Det er kommet frem, at Kivimäki blev anholdt af PET tilbage i september 2010.
Kivimäki har angiveligt forsynet medarbejdere på Ruslands ambassade med oplysninger i strid med loven.
Selv hævder han, at han har foretaget helt almindeligt analysearbejde omkring sikkerhedspolitik for russerne.
Udenrigsminister Villy Søvndal har oplyst, at de russiske medarbejdere efterfølgende er blevet sendt ud af landet.
Anklagemyndigheden ønsker at holde sagen så hemmelig som muligt af hensynet til fremmede magter. Ikke en gang anklageskriftet mod Kivimäki ønsker man at offentliggøre.
26. april valgte Retten i Glostrup at imødekomme anklagemyndighedens ønske. Den afgørelse er kæret til Østre Landsret.
Østre Landsret har valgt, at også den foreløbig vil behandle kæremålet for lukkede døre. Landsretten afsiger kendelse mandag den 7. maj.