Spionage-sagen: Her er de kryptiske beskeder de udvekslede

Nyheder
Øresundsbroen, Storebæltsbroen og mange andre steder blev spærret, da Politiets Efterretningstjeneste (PET) iværksatte en politiaktion 28. september 2018 for at afværge et attentat mod en eksiliraner i Ringsted. (Arkivfoto) (Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix)

Flere måneders udveksling af beskeder gik forud for videooptagelser ved muligt mål for attentat i Ringsted.

At dømme ud fra en chat mellem to personer i beskedtjenesten WhatsApp var der i 2018 en temmelig lang optakt til et varekøb i Ringsted.

Eller et frieri. Eller noget helt tredje.

Gennem et halvt år sendte to personer mere end 400 kryptiske beskeder til hinanden. Den ene af afsenderne er en norsk-iransk mand, der er tiltalt for at have spioneret for en iransk efterretningstjeneste i Ringsted.

Sagen behandles i Retten i Roskilde, hvor senioranklager Søren Harbo læser op af korrespondancen mellem den tiltalte og modparten - her kaldet X.

- Vil De ikke forsyne mig inden frieriet? Det koster jo penge at fri til nogen, skrev den tiltalte 8. august 2018.

Knap en måned senere lød hans opfordring:

- Send en film, der lærer mig lidt om ægteskabet og om ægtefællens familie, så jeg ved, hvordan man taler med dem.

Korrespondancen foregik på farsi - det officielle sprog i Iran.

At læse ud fra den modsatte parts svar handlede samtalen om et ikke nærmere defineret varekøb - og knap så meget om en mands frieri.

- Du skal i forbindelse med handlen fjerne al tvivl og se varen med dine egne øjne, skrev X den 7. september til den tiltalte norsk-iraner.

- Pas på. Markedet i dag har været svingende. Hvis du oplever for mange svingninger, skal du vente nogle dage, skrev X den 22. september.

Den norsk-iranske mand sidder i retssal 1 ved siden af en tolk, der oversætter fra dansk til farsi.

På hans anden side sidder forvarer Michael Juul Eriksen.

Manden er tiltalt for at have udført opgaver for en iransk efterretningstjeneste ved at tage billeder og optage video ved en herboende iraners hjem i Ringsted i dagene den 25. til 27 september 2018.

Desuden er han tiltalt for at have deltaget i planlægningen af et drab på den samme mand. Det mulige attentat blev aldrig gennemført.

Beskederne mellem ham og X blev sendt fra den 22. april 2018 og fortsatte efter besøget i Ringsted i slutningen af september.

En føringsofficer fra en iransk efterretningstjeneste er sigtet for at have givet instruktioner og ordrer til den norsk-iranske mand netop fra den 22. april til 21. oktober. Han er endnu ikke tiltalt.

Det er oplagt at antage, at han er den anden part i beskedchatten.

Instruktionerne, som han gav, skulle ifølge anklagemyndigheden bruges til at udføre opgaver for en iransk sikkerhedstjeneste i Ringsted.

/ritzau/