En 12-årig pige er mandag morgen omkommet i en færdselsulykke i Vendsyssel. Pigen kom kørende på et løbehjul og blev ramt af en 50-årig mand i bil.
- Pigen pådrog sig alvorlige kvæstelser i forbindelse med ulykken, og hun blev med eskorte kørt til Aalborg Universitetshospital, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Mads Hessellund i pressemeddelelsen.
Føreren af bilen er anholdt, da politiet mistænker, at personen var påvirket.
- Der vil blive udtaget en blodprøve, ligesom føreren vil blive afhørt, siger Mads Hessellund.
Ulykken skete klokken 07.27 i Østervrå i Vendsyssel. Pigen døde af sine kvæstelser halvanden time senere.
Pigens pårørende har fået den tragiske besked
/ritzau/