Det danske speedwaylandshold kvalificerede sig mandag aften til VM-finalen for hold i det østlige England.
Dermed er den tredobbelte danske verdensmester Nicki Pedersen, holdkaptajn Niels-Kristian Iversen og resten af holdet klar til finalen på lørdag, der bliver afholdt i Prag i Tjekkiet.
Danskerne dominerede semifinalen, og holdet endte på en førsteplads med 49 point.
Dermed har holdet sikret sig en plads i finalen mod Polen, der vandt det første kvalifikationsstævne med 48 point.
- Det var vigtig at gå ud og vise Polen, at vi kunne gøre det, siger Nicki Pedersen i en pressemeddelelse.
- Vi ved, at de er favoritter, og de gør det godt, men vi tager til Prag og gør vores bedste, tilføjer han.
Storbritannien fik en anden plads, og USA en tredjeplads i mandagens semifinale. Værst gik det for svenskerne, der med en fjerdeplads hverken får mulighed for at komme i finalen eller til Race Off, der køres senere på ugen.
Her vil der blive dystet om en plads i lørdagens finale.
/ritzau/