Lederen af det stærkt venstreorienterede parti Podemos i Spanien har klaret sig gennem en tillidskrise, efter at han har vakt harme hos mange af sine partifæller ved at erhverve sig en luksusvilla.
Ved en tillidsafstemning fik Podemos-leder Pablo Iglesias og partneren, Irene Montero, som er talskvinde for partiets parlamentsgruppe, opbakning fra 68,4 procent af de knap 190.000 partimedlemmer, som stemte.
Omkring en tredjedel, 31,6 procent, stemte mod parret og ønskede dem fjernet fra lederrollerne, oplyser partiets sekretær, Pablo Echenique, på sin Facebookprofil.
Partiet har næsten 500.000 medlemmer, som havde mulighed for at stemme online fra tirsdag til søndag sidste uge.
Podemos er blevet et af Spaniens fire vigtigste politiske partier, efter at det fik opbakning fra omkring en femtedel af vælgerne ved parlamentsvalget i 2016.
Partiet står i nogle meningsmålinger stærkere end Spaniens Socialister (PSOE).
Parret, som venter tvillinger, opfordrede selv til afstemningen tidligere i denne måned efter at være blevet udskældt for at være hyklere, da de havde købt en villa med swimmingpool og gæstehus til over 600.000 euro (op mod 4,5 millioner kroner).
Huskøbet skabte uro i partitoppen og hele vejen ned i Podemos, som blev stiftet i 2014 som et parti, der repræsenterer "folket" mod den politiske og økonomiske elite.
Pablo Iglesias fik i løbet af blot et år sikret tilslutning til partiet fra omkring en fjerdedel af vælgerne. Han var blandt andet kendt for at købe sit tøj i supermarkederne og for at bo i en beskeden lejlighed i Vallecas, som er et arbejderkvarter i Madrid.
Han kritiserede dengang politikere, som "boede i villaer", og "som ikke kendte prisen på kaffe".
Kritikere husker, at han kritiserede ministre for at have købt luksushjem.
- Ville I betro nationens økonomi til en person, som bruger 4,5 millioner kroner på et luksus penthouse? skrev Iglesias.
Iagttagere siger, at den megen virak omkring parrets bolig formentligt vil sætte præg på partiets image i lang tid og ryste tilliden til, at dets ledere er almindelige spaniere, som forstår arbejdernes forhold.
/ritzau/AFP