Renten på spanske obligationer er i dag steget med næsten 0,2 procent, så den nu er på næsten 6,5 procent.
Og det på trods af, at spanierne i går entydigt valgte en ny regering, der forventes at gennemføre massive besparelser og hårde reformer for at forbedre landets økonomi.
Cheføkonom fra Sydbank, Jacob Graven, er en smule overrasket over stigningen, men har et bud på, hvorfor det er tilfældet.
"Man kan godt undre sig noget over det, men det hænger først og fremmest sammen med, at flere og flere tænker, at de sydeuropæiske lande ikke kan gøre så meget selv længere. De kan selvfølgelig stramme den økonomiske politik voldsomt, men det kan næppe genskabe tilliden. De skal formentlig have hjælp udefra," siger han til Newspaq.
Hjælpen udefra bliver næppe i form af en hjælpepakke, som den Grækenland fik serveret for nylig, siger han.
"Det er svært at sige, hvad der skal til. Men Spaniens økonomi er for stor til at en hjælpepakke kan slå igennem. Redningsfondene er simpelthen ikke store nok. Skal der hjælp til udefra, skal det være med nye penge, og det betyder i praksis, at Den Europæiske Centralbank skal ind på en eller anden måde, men det er svært at sige hvordan," siger han.