Ritzau
Opdateret kl. 16:10
Josep Guardiola er kommet i spansk politis søgelys, efter at Manchester City-træneren i sommer talte for catalansk uafhængighed.
Fodboldtræneren talte foran en forsamling i Catalonien 11. juni, hvor Guardiola ytrede sig side om side med Cataloniens tidligere præsident Carles Puigdemont.
Det skriver nyhedsbureauet dpa, som refererer til spanske mediers historie om sagen.
Guardiolas navn fremgår af en politirapport, der tager udgangspunkt i de to aktivister Jordi Sanchez og Jordi Cuixart, der begge støtter et uafhængigt Catalonien.
Politirapporten skulle primært beskæftige sig med højt profilerede personer, som opfordrede folk til at stemme for, da en folkeafstemning i Catalonien 1. oktober viste flertal for en løsrivelse fra resten af Spanien.
Folkeafstemningen blev siden erklæret ulovlig af forfatningsdomstolen i landet.
Sent torsdag aften sejrede løsrivelsesbevægelsen i Catalonien ved valget i regionen i det nordøstlige Spanien.
Her opnåede tre partier, der går ind for et selvstændigt Catalonien, et spinkelt flertal.
Men samtidig gik partiet Ciudadanos frem og bliver det største parti i det regionale parlament.
Ciudadanos ønsker at fastholde Catalonien som en del af et samlet Spanien./ritzau/