De bedste tyske fodboldklubber har haft en forfærdelig uge i de europæiske klubturneringer.
Facit efter seks kampe med tysk deltagelse i Champions League og Europa League er seks nederlag.
Nedturen begyndte tirsdag, da RB Leipzig med Yussuf Poulsen på bænken blev slået 0-2 på udebane af de tyrkiske mestre fra Besiktas i Champions League.
Samme aften vandt Real Madrid på udebane 3-1 over Borussia Dortmund.
Onsdag blev de tyske mestre fra Bayern München kørt over på udebane af Paris Saint-Germain, der vandt 3-0. Nederlaget fik torsdag konsekvenser for træner Carlo Ancelotti, der blev fyret.
Torsdag aften blev Bundesliga-klubbernes europæiske fiasko fuldendt, da FC Köln, Hertha Berlin og Hoffenheim tabte deres respektive kampe i Europa League.
FC Köln med danske Frederik Sørensen i midterforsvaret tabte 0-1 på hjemmebane til Røde Stjerne Beograd.
Hertha Berlin var på besøg i Sverige, hvor tyskerne blev sænket af Östersunds, der vandt 1-0.
Hoffenheim blev sendt hjem fra Bulgarien med et nederlag på 1-2 til Ludogorets.
Selv om den tyske liga regnes for en af Europas stærkeste, så kan flere hold snart have udspillet deres muligheder. Dortmund, FC Köln og Hoffenheim har hver især indledt de europæiske gruppespil med to nederlag.
Freiburg måtte allerede før gruppefasen forlade Europa efter et samlet nederlag i kvalifikationen til Europa League til Domzale fra Slovenien.
/ritzau/