Solen skinner - og drømmen om et sommerhus blomstrer. Men skal du gøre en god handel, er det ikke nu, du skal købe sommerhus. For venter du med at købe, vokser prisnedslaget med 50 procent fra juni til december svarende til mere end 40.000 kroner.
Det viser en analyse lavet af Spar Nord og Boligsiden.dk. Analysen er baseret på de seneste tre års bolighandel. Og den viser, at det gennemsnitlige afslag pr. kvadratmeter stiger fra 1088 kroner i juni til 1518 kroner i december.
- Selv om krisen ellers på mange områder har gjort os til super rationelle forbrugere - blandt andet når vi handler bil - så gælder det ikke i forhold til timing af sommerhuskøbet, siger chefanalytiker i Spar Nord Martin Lundholm om analysen.
Det er især når solen skinner, at lysten til at blive sommerhusejer stiger. Langt størstedelen af køberne slår til i sommermånederne - også selv om du som køber har en bedre forhandlingsposition om vinteren, hvor efterspørgslen kun ligger på det halve.
Martin Lundholm henviser til, at danskerne i løbet af de seneste tre år i gennemsnit handler 671 sommerhuse i juni, mens 326 sommerhuse skifter ejer i januar.
Sommerhussælgerne har dog luret psykologien bag sommerhuskøberne. De har selv stået i samme situation en gang - og tallene viser, at flere sommerhuse bliver sat til salg i marts og april.
Men selv om udbuddet vokser i de varme måneder, følger størrelsen på prisnedslag ikke udviklingen:
- Aktiviteten omkring boligmarkedet i sommermånederne styrker sælgernes tro på, at deres bolig kan sælges, og de holder igen med nedslag i prisen. Det modsatte sker i vintermånederne, siger kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk Birgit Daetz.
Det tager gennemsnitligt 10 måneder at sælge et sommerhus.
/ritzau/