Solen endnu engang på vej med det man populært kan kalde en ny serie raseri-anfald, og de kan i værste fald true GPS'en i din forrude. Tidligere har Solens små udbrud betydet satellitters død og omfattende strømafbrydelser på Jorden.
Det kan ske, når Solen kommer til et uroligt sted i sin cyklus, og det er ved at ske nu.
"GPS-systemet fungerer ved, at der kredser en mængde satellitter rundt om Jorden. Hvis en større del af dem bliver slået ud, så vil systemet ikke virke. Samtidig så skubber den øgede solvind faktisk lidt til satellitterne, så vores GPS-modtagere her på Jorden bliver lidt mere upræcise," siger den danske astronom Christoffer Kardoff fra Birmingham Universitetet til Newspaq.
I princippet kommer Solen hvert 11. år ind i en urolig periode, hvor store eksplosioner på overfladen sender massiv stråling ud i rummet. En gang imellem rammer strålingen Jorden, hvor den får magnet-felterne ved Nord- og Syd-polerne til at gløde som Nordlys - og samtidig kan det brænde satellitter, transformatorstationer og lange elledninger af.
I dag sender Nasa en satellit op, der skal overvåge Solen. Satellitten er døbt SDO, og det er meningen, at den skal øge vores viden om Solen - og give os nogle sekunders varsel, hvis der kommer en større eksplosion.
Og en tidlig advarsel er meget vigtig, for eksplosionerne på Solen kan nemlig give store problemer på Jorden.
"I og med, at de her solvinde kan påvirke Jordens magnetfelt, så kan det også finde på at påvirke ting i Jordens atmosfære såsom satellitter, strømanlæg og andre kommunikationsting på Jorden," siger Christoffer Kardoff til Newspaq.
Sidst der var sol-maksimum betød det, at store dele af Canada mistede strømmen. I samme sekund brændte flere satellitter sammen.
Christoffer Kardoff forventer dog ikke, at problemerne bliver så store i denne periode.
"Den urolige periode kommer to år for sent, og det gør, at vi ikke forventer, at denne omgang bliver så voldsom som den sidste," siger han.
Nasa sender efter planen SDO - Solar Dynamics Observatory - op klokken 16.30 dansk tid.
Du kan læse mere om satellitten her.