Cellen var isnende kold.
Målte halvanden gange halvanden meter. Her sad hun i sit undertøj, for det meste alene. Kun om natten talte de til hende, når de stillede de samme spørgsmål igen og igen.
Det blev ved sådan. Isolation om dagen, forhør om natten.
Men så var der den eftermiddag, hvor Faye Turnay pludselig hørte lyden af en sav og en hammer.
Den 25-årige britiske soldat og familiemor sad helt stille et øjeblik.
- Jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var. Nogen slog søm i et bræt et eller andet sted. Men jeg kunne ikke se det, fortæller hun til avisen The Sun.
Mål til kisten
Så kom en kvinde ind i cellen til hende:
- Hun begyndte at tage mål på mig. Hun råbte nogle tal til en mand ude på gangen. Jeg var overbevist om, at de tog mål til min kiste.
Faye Turnay var en af de 15 britiske sømænd, der tidligere på måneden blev anholdt af de iranske myndigheder og anklaget for ulovligt at have opholdt sig i iransk farvand. De 15 opholdt sig i alt 13 dage i fangeskab, inden de i begyndelsen af påsken blev løsladt.
Soldater klar med deres historier
Hjemme i England er soldaterne begyndt at fortælle deres historier til den britiske presse, blandt andet for at modbevise det skønmaleri, som Iran har malet af livet som gidsel. Soldaterne er flere gange blevet vist på tv og i afslappede situationer, hvor de spiser sammen og blandt andet spiller skak.
Men virkeligheden var en anden, kan Faye Turnay fortælle The Sun, der i øvrigt har betalt hende et tocifret millionbeløb for rettighederne til historien. Hun blev tvunget til at skrive tilståelsesbreve og afsløre hemmeligheder om den britiske flåde.
Det værste var dog den idé, som iranerne fik et par dage efter anholdelsen, fortæller Faye Turnay:
- Jeg spurgte dem, hvor mine venner (de 14 andre soldater og sømænd, red.) var henne. Jeg sagde, at jeg gerne ville se dem. Men en af mændene så bare på mig og sagde "Hvilke venner? Dem har vi sendt hjem. Det er kun dig, der er tilbage.
Så løb det koldt ned ad ryggen på Faye Turnay.
- Jeg var ved at gå fra forstanden. Jeg kunne kun tænke på min familie og hvad de gik igennem. Ville de mon ringe til min mand. Og hvad ville de sige til Molly (hendes tre-årige datter, red.)? Vidste de overhovedet, at jeg var forsvundet? Jeg græd og græd, men vagterne grinede bare af mig, siger hun til The Sun.
Hjem til datterens fødselsdag
Men på femtedagen ændrede situationen sig.
- Så dukkede et par mænd i jakkesæt op. Tonen i afhøringen blev en helt anden. De spurgte, om jeg ikke gerne ville se min familie igen, og det eneste, jeg skulle gøre var at skrive et brev om, at jeg havde været i iransk farvand. Så ville jeg blive løsladt inden 14 dage.
Faye Turnay frygtede først, at hendes landsmænd ville hade hende og kalde hende en forræder. Men så fik hun en idé:
- Jeg måtte gøre det. Jeg skulle være hjemme til min datters fødselsdag i starten af maj. Så jeg besluttede mig for at skrive det med en indbygget kode, og så håbede jeg bare, at mit land ville forstå det.
Faye Turnay refererede blandt andet til sit skib som F99 - og det var ifølge hende så usædvanligt, at hendes kolleger derhjemme ville forstå, at hun var blevet tvunget til det.
Et par dage senere blev hun forenet med en af sine kolleger og kammerater, og iranerne benyttede lejligheden til at tage et billede.
- Vi smilede jo, og så brugte de billederne til at vise, at vi havde det godt, siger Faye Turnay, der i øjeblikket er hjemme i Plymouth i England med sin familie.
Skreg som et barn
Også andre soldater har stærke beretninger fra dagene i fangeskab. 20-årige Arthur Batchelor, der var den yngste i gruppen, har fortalt sin historie til Daily Mirror. For ham tog begivenhederne sig blandt andet således ud.
- Jeg skreg som et lille barn. En vagt blev ved med at prikke mig på halsen med sin pegefinger. Jeg havde bind for øjnene og så bare lige ind i mørket.