For otte måneder siden blev lille Benton Smith født. Hans forældre havde i lang tid prøvet at få et barn, så for dem var det et lille mirakel. Der var bare en lille hage ved det hele - Bentons biologiske far var død to år forinden.
Ifølge CNN mødte Bentons mor, K.C., hans far, Brian, i 1992, da hun var 27 og han 19 år. Efter 10 år sammen begyndte Brian at blive rastløs i jobbet som advokat og meldte sig derfor til militæret. I 2004 blev han sendt til Irak.
Men inden da havde han efterladt en portion sæd i en sædbank. K.C. havde haft svært ved at blive gravid på den naturlige måde, så parret ville prøve med insemination. Og det kunne lige så godt ske, mens Brian var i udlandet. Som del af nogle standardformularer skrev Brian under på, at hans sæd godt måtte bruges, selv om han var død. Hverken ham eller K.C. havde forestillet sig, at dette kunne blive relevant.
- Vi havde aldrig diskuteret det. Men jeg var slet ikke i tvivl, fordi... vi ønskede børn. Dette var et af de potentielle børn, som vi kunne have haft. Så hvad er der galt med at få en baby, som jeg ville have fået, selv om han ikke er der, siger K.C. til CNN.
Hun fortæller, at Brians mor til at begynde med ikke var glad ved tanken om, at K.C. ville prøve at blive gravid, men at svigeforældrene vænnede sig til tanken.
Ifølge organisationenen Veterans Administration har der de seneste tre år været to andre kendte tilfælde af kvinder, der har brugt deres afdøde mands sæd. Om disse børn vil få de samme rettigheder til blandt andet sygdomsbehandling som børn, der bliver født af levende forældre, er uklart. Ifølge Veterans Administration vil det bliver vurderet i hvert enkelt tilfælde.