Venstre har ret, når partiet kæmper for nulvækst og offentlige effektiviseringer for at sikre penge til lavere skatter og afgifter.
Det mener tidligere erhvervsminister Ole Sohn (SF), der i Morgenavisen Jyllands-Posten mandag opfordrer venstrefløjen til at komme ind i den nye kamp.
- Konkurrenceevnen bør være omdrejningspunkt for alt, hvad vi laver. Og det er vigtigt at arbejde målrettet på at mindske skattetrykket, siger Sohn, der fra 1987-91 var formand for Danmarks Kommunistiske Parti.
Det lavere skattetryk skal sikres af effektiviseringer i det offentlige, forklarer Sohn.
Den sammenhæng er også hovedpointen i Venstre-formand Lars Løkke Rasmussens ambition om at holde nulvækst i den offentlige sektor frem til 2020.
Socialdemokraterne og SF mener derimod ikke, at nulvækst er realistisk. Men det gør Sohn:
- I enhver privat virksomhed sidder direktionen hver eneste dag og ser på, om der bruges en krone for meget. Staten skal selvfølgelig være lige så dynamisk, siger Sohn.
- Og det er tåbeligt at være uenig med Venstre om, at vi skal effektivisere, siger han til Jyllands-Posten.
Udmeldingen fra Ole Sohn står dog for egen regning, fastslår hans parti.
- Ole Sohns løsninger er ikke SF's linje, siger partiets finansordfører Lisbeth Bech Poulsen til avisen.
/ritzau/