Danske unges druk, hærværk og vold i vinterferien i Prag får nu Udenrigsministeriet til at indkalde rejsebureauet Rejsemægleren til møde.
Samtidig oplyser udenrigsminister Villy Søvndal (SF), at hele 28 danskere i sidste uge blev indbragt på hospitaler i den tjekkiske hovedstad til behandling for blandt andet alkoholforgiftning og knivstikkeri, mens seks danske unge blev anholdt af tjekkisk politi.
- Da antallet af sager i Prag og deres karakter er helt usædvanligt, har Udenrigsministeriets Borgerservice indbudt en repræsentant for det rejsebureau, som har været rejsearrangør i de fleste af de sager, som ambassaden har været involveret i, til et møde efter vinterferien, lyder det fra Søvndal.
Oplysningen kommer i et skriftligt svar til Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, som har spurgt udenrigsministeren, om Danmark vil sende en officiel undskyldning til Tjekkiet for de unge gymnasieelevers hærgen.
Men så langt vil Villy Søvndal ikke gå.
- Jeg har allerede i medierne udtrykt min afstandtagen fra den opførsel, som nogle af de besøgende danskere har udvist, som jeg betragter som helt og aldeles uacceptabel.
- De tjekkiske myndigheder er bekendt med min holdning på dette punkt, men der er selvsagt ikke tale om en sag, som vedrører det officielle forhold mellem Danmark og Tjekkiet, hvor der er behov for officielle undskyldninger, skriver Søvndal.
Det massive indtog af danske unge i Prag resulterede i sidste uge i slagsmål, to knivstikkerier, et overfald på en tjekkisk politimand samt omfattende hærværk på to hoteller.
Foruden mødet med Rejsemægleren vil Udenrigsministeriets Borgerservice også inddrage en bredere kreds af myndigheder og organisationer i en drøftelse om unges sikkerhed på rejse i udlandet.
/ritzau/