Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, afviser, at han blev advaret af sine embedsmænd, før han i maj 2011 fik Folketingets finansudvalg til at bevilge 90 millioner kroner over tre år til den sydkoreanske klimafond Global Green Growth Institute (GGGI).
Ifølge Ekstra Bladet advarede embedsmændene om, at man reelt ikke vidste ret meget om GGGI, og at de samtidig advarede mod at frigive pengene.
Men det afviser Søren Pind i dag.
- Det er bestemt ikke min opfattelse, og jeg vil gerne se Ekstra Bladet dokumentere, at jeg har set de oplysninger.
- Jeg synes, at der lå et fint beslutningsgrundlag, og det synes Folketinget jo også.
- Politiken skriver, jeg er blevet forholdt informationer. Ekstra Bladet skriver, at jeg har forholdt andre nogle informationer. Jeg tror, vi har behov for at få det hele lidt ned på jorden, siger han.
/ritzau/